TR’s rolle under en fusion

Når skoler fusionerer, skaber det forandringer, som kan påvirke både opgaver, organisering og arbejdsmiljø. Som tillidsrepræsentant spiller du en central rolle i at sikre kollegernes trivsel og indflydelse gennem hele processen.

En fusion kan være anledning til udvikling, men det er også en forandringsproces, som ofte skaber utryghed blandt medarbejdere. 

Din indsats som TR kan bidrage til at skabe tryghed og fælles retning i en tid med store omvæltninger.

Under en fusion er din rolle at:

  • Være bindeleddet mellem dine kolleger og ledelsen. Du har blandt andet en vigtig opgave i at bringe kollegernes spørgsmål og forslag videre.
  • Arbejde for at sikre gennemsigtighed. 
  • Arbejde for at sikre et højt informationsniveau.
  • Øve indflydelse på rammerne for fusionsprocessen gennem samarbejdssystemet og skolens bestyrelse.
  • Styrke samarbejdet med andre TR’er – både internt i Uddannelsesforbundet og på tværs af faggrupper.
  • Indgå i dialog med ledelsen om rammerne for en tryg og ordentlig proces.

Styrk din rolle: Tre faktorer i fokus 

Herunder har vi fremhævet tre fokuspunkter, som er vigtige, hvis fusionen skal blive en succes, og du skal lykkes som TR:

Indholdet på siden her udspringer af Uddannelsesforbundets vejledning om fusionsprocesser. Du kan hente hele vejledningen her: 

Løbende kommunikation til kollegerne
Samarbejde på tværs
Tid til TR-arbejdet

Løbende kommunikation til kollegerne

En af de helt afgørende forudsætninger for et godt fusionsforløb er, at der er et højt informationsniveau, og at det er tydeligt, hvem der har ansvaret for kommunikationen. Noget information bør komme fra ledelsen alene, hvis det er beslutninger, de alene står bag. Som TR kan du være medafsender på information, som du har drøftet med ledelsen forud for udmeldingen. 

Vi har samlet nogle af de spørgsmål, medarbejdere typisk stiller, når en fusion bliver meldt ud. Dem kan du tage udgangspunkt i og tænke ind, når du forbereder din kommunikation til kollegerne. Vend dem også gerne med ledelsen, når I drøfter, hvornår og hvor ofte medarbejderne skal modtage information om fusionen. 

Se kollegernes typiske spørgsmål om fusion

Samarbejde på tværs 

Når skoler fusionerer, kan det indebære, at I bliver flere faggrupper repræsenteret i personalegruppen og dermed også flere tillidsrepræsentanter. 

Jeres muligheder for at øve indflydelse er størst, hvis I så vidt muligt kan tale med en fælles stemme på tværs af medarbejdergrupper og skoler. Vi anbefaler derfor, at du etablerer et samarbejde med både de andre tillidsrepræsentanter på din skole og på den eller de skoler, I skal fusionere med. Formålet er at blive enige om, hvilke rammer I vil arbejde henimod. Ønsker I for eksempel, at tillidsrepræsentanterne skal have tid til at mødes på tværs af skoler, så er det afgørende, at den ramme bliver aftalt på alle de fusionerende skoler.

I den indledende fase af en fusion, hvor detaljer skal aftales og falde på plads, vil formand og næstformand fra de skoler, der fusionerer, ofte danne en midlertidig bestyrelse. Her kan det være en fordel, hvis der også bliver nedsat et midlertidigt MED/SU, hvor alle tillidsrepræsentanter er med, så også samarbejdssystemet bliver søsat allerede tidligt i fusionsprocessen. 

Tid til TR-arbejdet

En fusion er en stor proces. Det er derfor vigtigt, at ledelsen anerkender, at du får brug for at bruge mere tid på TR-arbejdet end normalt.

Det kan blandt andet indebære tid til møder med tillidsrepræsentanter på tværs af de skoler, der indgår i fusionen.

I artiklerne herunder kan du læse om de konkrete opgaver og fokuspunkter, der vil være for dig som TR i fusionens tre faser:

Den indledende fase i fusionen
Den udførende fase i fusionen
Evalueringsfasen