Skal der ansættes en ny kollega på arbejdspladsen, er det en god idé, at du søger indflydelse så tidligt som muligt i processen.
Se gerne, om du kan få plads i ansættelsesudvalget. Det har den fordel, at du allerede i forbindelse med ansættelsessamtaler kan oplyse kandidaterne om vilkårene i overenskomsten og introducere dig. Dermed kan den udvalgte kandidat lettere række ud til dig, når han eller hun får jobbet tilbudt.
Dine rettigheder ved nyansættelser
- Du har ret til at blive oplyst om nyansættelser
Hvis du ikke er i ansættelsesudvalget, skal ledelsen oplyse dig, når en ny kollega bliver ansat. Du er dog ikke garanteret besked, inden vedkommende får tilbudt jobbet og siger ja. - Du har sandsynligvis ret til at mødes med en nyansat kollega i arbejdstiden
I Uddannelsesforbundet har TR på alle kommunale og statslige samt på de fleste private arbejdspladser ret til at mødes med en ny kollega i arbejdstiden. Aftal gerne med ledelsen, hvordan møder med dig som TR bliver indarbejdet som en fast del af introforløb.
Dine opgaver ved nyansættelser
Når en ny kollega bliver ansat, har du en række opgaver som TR.
Herunder kan du læse om de fire vigtigste. To af dem ligger i perioden mellem ansættelsessamtalen og underskrivelsen af ansættelseskontrakten. De to sidste skal finde sted i den nye kollegas første tid på arbejdspladsen.