Menu
Inden du siger endeligt ja til en ny stilling og opsiger din nuværende, bør du derfor afklare med din måske kommende arbejdsgiver, hvilke vilkår der gælder i forhold til de væsentlige spørgsmål. Overvej, hvad der er væsentligt for dig. For mange er lønnen et væsentligt vilkår.
Vi anbefaler, at du får en skriftlig bekræftelse på, hvad din samlede løn bliver, og at stillingen er din, før du siger ja til stillingen og eventuelt opsiger din hidtidige stilling.
Hvis din kommende arbejdsplads har en tillidsrepræsentant (TR), anbefaler vi, at du kontakter vedkommende for hjælp og rådgivning i forbindelse med lønforhandlingen.
Læs mere i artiklen: Nyt job? Kontakt din kommende TR
Hvis du i din ansættelse forventer at arbejde mere end tre timer om ugen i en periode, der strækker sig over fire uger, så har du krav på, at din arbejdsgiver oplyser dig om alle væsentlige vilkår for stillingen. Det kan ske i én samlet kontrakt eller i flere dokumenter.
Det samme gælder, hvis det viser sig, at du har haft mere end tre timers arbejde om ugen i en periode, der strækker sig over fire uger.
Du skal have din ansættelseskontrakt senest syv kalenderdage efter ansættelsesforholdet er begyndt (eller efter du har konstateret at have haft mere end tre timers arbejde om ugen i periode på fire uger).
Hvilke vilkår der er væsentlige, afhænger af stillingen. Det vil for eksempel være et væsentligt vilkår, hvis du forventes at have kørekort. Er det afgørende for din arbejdsgiver, at du har kørekort, skal du oplyses om det i din ansættelseskontrakt. Et andet væsentligt vilkår vil være prøvetid.
Der kan ikke laves en udtømmende liste over alle væsentlige vilkår. Men visse vilkår er væsentlige i alle stillinger.
Det gælder:
Navn og adresse på dig og din arbejdsgiver.
Angivelse af hvor arbejdet skal udføres.
Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af din titel, rang, stilling eller jobkategori.
Startdato for ansættelsen.
Ansættelsens varighed, hvis der ikke er tale om fast ansættelse.
Varigheden af og vilkårene for en eventuel prøvetid - eller henvisning til de gældende aftaler.
Varigheden af og vilkårene for fravær med løn, herunder ferie med løn - eller henvisning til de gældende aftaler.
Dit og din arbejdsgivers opsigelsesvarsel - eller henvisning til de gældende aftaler.
Din løn og de løndele, der ikke er indeholdt heri, for eksempel pensionsbidrag - eller henvisning til de gældende aftaler.
Din normale daglige/ugentlige arbejdstid og vilkår ved overarbejde. Og oplysninger om, hvordan arbejdet varierer, hvilke dage du kan pålægges at arbejde og med hvilket varsel, hvis dit arbejdsmønster er helt eller overvejende uforudsigeligt.
Den ret til uddannelse, som arbejdsgiver eventuelt tilbyder - eller henvisning til de gældende aftaler.
Henvisning til de kollektive overenskomster eller aftaler, der gælder. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden for virksomheden, skal det oplyses, hvem de er.
Læs også nyheden: Nye regler for ansættelsesbeviser
Modtager du ikke din ansættelseskontrakt syv kalenderdage efter ansættelsesforbundet er begyndt, skal du eller din TR skriftligt bede din arbejdsgiver om den.
Hvis du herefter ikke modtager din kontrakt, skal du kontakte Uddannelsesforbundet.
Hvis du bliver ansat på Uddannelsesforbundets områder, er der på nogle skoler en række kvalifikationskrav, du skal leve op til for at blive ansat.
Læs mere i artiklen: Kvalifikationskrav til stillinger på Uddannelsesforbundets områder
Du har ret til bibeskæftigelse, så længe den er i overensstemmelse med den fastlagte arbejdsplan for din hovedbeskæftigelse. Bibeskæftigelse kan være anden ansættelse, selvstændig virksomhed, bestyrelsesposter eller betroede hverv.
Vær dog opmærksom på, at din ansættelseskontrakt kan indeholde oplysninger om, hvordan du forventes at forholde dig ved bibeskæftigelse.
Beder din arbejdsgiver om oplysninger om din bibeskæftigelse, og er anmodningen sagligt begrundet, har du pligt til at give oplysningerne.
Spørg din arbejdsgiver eller kontakt os, hvis du er usikker på, om din bibeskæftigelse er forenelig med din hovedbeskæftigelse.
Mange af de goder og vilkår, som din ansættelse rummer, kommer fra den overenskomst, Uddannelsesforbundet har forhandlet på plads med din arbejdsgiver.
Når du bliver ansat i en tidsbegrænset stilling, ved du på ansættelsestidspunktet som udgangspunkt, hvornår din ansættelse ophører, og du vil ikke få yderligere varsel om opsigelse.
Dine ansættelsesvilkår må ikke være dårligere, end de vilkår der gælder for en sammenlignelig fastansat, hvis forskelsbehandlingen udelukkende er begrundet i ansættelsesforholdets varighed og ikke objektive forhold. Du har altså krav på tilsvarende løn- og ansættelsesvilkår som en fastansat i en lignende stilling.
Der kan på nogle ansættelsesområder gælde særlige regler, hvor de tidsbegrænsede ansattes vilkår ikke er de samme som de fastansattes vilkår, for eksempel for timelærere på erhvervsskoler. Uddannelsesforbundet arbejder i sådanne tilfælde for at sikre regler, der ikke forskelsbehandler en tidsbegrænset ansat sammenlignet med en fastansat.
En tidsbegrænset ansættelse kan godt forlænges.
Forlængelsen skal dog være begrundet i konkrete objektive årsager. Det kan for eksempel være fravær blandt de ansatte på grund af sygdom, graviditet og barsel, efteruddannelse eller orlov.
Der gælder særlige regler, hvis du er lærer på VUC, FGU eller en erhvervsskole. Her kan en tidsbegrænset ansættelse maksimalt forlænges to gange. På dit område kan der også være aftalt særlige regler. Kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for din stilling.
På mange områder er timelønnede omfattet af andre arbejdstidsregler end månedslønnede.
Hvis du er timelønnet, er dine vilkår nærmere beskrevet i de centrale aftaler, der gælder inden for dit ansættelsesområde. Det vil ofte være overenskomsten.
Timelønnen vil enten dække over en arbejdstime eller en undervisningstime. Aflønnes du pr. undervisningstime, vil timelønnen normalt også rumme tid til andre opgaver end undervisning, herunder forberedelse.
Som deltidsansat er du omfattet af de samme regler som andre månedslønnede. Din arbejdstid og løn er blot nedsat svarende til din beskæftigelsesgrad.
Ligesom fuldtidsansatte kan du blive pålagt ekstra arbejde i perioder. Men det må ikke blive normen, at din arbejdstid overstiger den, der fremgår af din ansættelseskontrakt.
Læs eventuel også afsnittet ovenfor om, hvad der gælder i forhold til bibeskæftigelse.