Sådan er din løn sammensat

Din løn består af forskellige dele. Nogle dele er aftalt lokalt på din arbejdsplads – andre er fastlagt centralt i overenskomster og aftaler.

Din løn består typisk af et løntrin plus et eller flere tillæg.  

Løntrinsforløbet er aftalt i de centrale overenskomster og aftaler inden for dit ansættelsesområde. Dine løntillæg kan stamme fra både centrale overenskomster og fra lokale aftaler på din arbejdsplads. 

Hvilke tillæg, du er berettiget til, kan afhænge af dit ansættelsesområde, din jobfunktion med videre.   

Central eller lokal?

Hvad skal du have i løn? 

Du kan se de centralt aftalte løntrin og tillæg i Uddannelsesforbundets løntabeller

Løntrin og tillæg bliver som regel reguleret et par gange årligt. Denne regulering er aftalt i de store, tværgående kommunale og statslige overenskomstforlig. Løntabellerne vil altid vise de aktuelt gældende satser.  

Du kan også bruge Uddannelsesforbundets lønberegner til at se, hvad gennemsnitslønnen inklusive tillæg er på dit uddannelsesområde. 

Er du ved at blive ansat på en ny arbejdsplads, er det en god ide, at du taler med arbejdspladsens TR, som kender de tillæg, du kan være berettiget til på netop din arbejdsplads. 

Nyt job? Kontakt din kommende TR

Har du ønsker om at stige i løn? 

De fleste arbejdspladser har en årlig lønforhandling. 

På mange arbejdspladser har TR og ledelsen indgået forhåndsaftaler om lokalløn. Det betyder, at det på forhånd er aftalt, at for eksempel en bestemt funktion eller en bestemt uddannelsesmæssig kvalifikation udløser tillæg. Men der er også mulighed for specifikke aftaler, der berører enkelte medarbejdere. 

Det er din TR, der forhandler med ledelsen om uddeling af de lokale tillæg til dig og dine kolleger.  Når det er tid til tillægsforhandlinger, vil TR typisk indkalde dig og kollegerne til en snak om, hvilken lønudvikling I ønsker - og dermed hvilket mandat din TR kan gå til forhandlingerne med. 

Kontakt din TR, hvis du har ønsker om lønforbedringer eller spørgsmål til processen på arbejdspladsen. 

Er der fejl i din løn? 

Hvis du er i tvivl, om du er på det rigtige løntrin eller får de rigtige tillæg, skal du i første omgang kontakte din TR.  

Vi anbefaler, at du som nyansat sender din første lønseddel til tjek for fejl hos TR, så du sikrer dig, at du fra ansættelsens start får de tillæg og den løn, du er berettiget til. 

Find din TR

Vil du forhøje dit pensionsbidrag?

De fleste af Uddannelsesforbundets overenskomster indeholder en ret til at indbetale et ekstra bidrag af lønnen til pensionsordningen. Det gælder for alle statsansatte og kommunalt ansatte samt nogle privatansatte. Er du privatansat, så tjek din overenskomst eller spørg din TR, hvis du er i tvivl, om det gælder dig. 

I de fleste overenskomster kan du selv vælge, om du ønsker at overføre et fast kronebeløb hver måned, eller om der skal trækkes en procentdel af lønnen. Andre overenskomster rummer ikke den valgmulighed. I nogle overenskomster er der også fastsat en minimumsperiode for indbetalingerne. Tjek derfor op på, hvilken procedure der gælder for indbetalingerne på din arbejdsplads.  

Er du ikke omfattet af muligheden for at forhøje det pensionsbidrag, der indbetales af din løn, kan du altid selv kan indbetale ekstra til din pension. Det skal du så blot aftale nærmere med dit pensionsselskab.