Et samarbejdsudvalg består af repræsentanter fra ledelsen og medarbejdergruppen.
Udvalget forkortes typisk SU, men på kommunale arbejdspladser hedder det MED-udvalget, som er en forkortelse af medbestemmelse og medindflydelse. I MED-udvalget er arbejdsmiljørepræsentanten (AMR) også repræsenteret.
På siden her anvendes samarbejdsudvalget som fælles betegnelse for SU og MED.
Din opgave i udvalget
Som medarbejderrepræsentant i samarbejdsudvalget, skal du sikre, at du og dine kolleger får indflydelse på arbejdspladsens udvikling. Udvalget har nemlig til formål at involvere medarbejderne i arbejdspladsens mål og strategi.
I udvalget arbejder I med en række forhold, som hører under ledelsesretten. Det er blandt andet arbejdsforhold og arbejdstilrettelæggelse, kompetenceudvikling, opfølgning på MUS, personalepolitikker og tilfredshedsundersøgelser.
Som medarbejderrepræsentant i udvalget, skal du både sætte emner på dagsordenen, der er vigtige for dig og dine kolleger, og kommentere på de emner, ledelsen bringer til bordet.
Det er vigtigt, at I får etableret en arbejdsproces i samarbejdsudvalget, der sikrer, at du som medarbejderrepræsentant informeres og involveres i god tid før ledelsesbeslutninger træffes. Din mulighed for indflydelse er nemlig ofte størst i de indledende faser.
En inddragende arbejdsproces kan blandt andet sikres ved, at I har:
-
En forretningsorden.
-
Et årshjul.
-
En fast mødekadence, for eksempel hvert kvartal.
Informationspligt
Der er informationspligt i samarbejdsudvalget. Det betyder, at ledelsen skal inddrage dig og resten af udvalget i arbejdspladsens udvikling, den aktuelle situation og beslutninger (herunder også forventede beslutninger), der kan medføre betydelige ændringer på arbejdspladsen og i arbejdsforhold.
Inddragelsen skal ske i god tid, så medarbejdernes synspunkter og forslag kan indgå i grundlaget for ledelsens endelige beslutning.
Informationspligten gælder også dig som medarbejderrepræsentant. Det vil sige, at du har pligt til at informere det øvrige udvalg om synspunkter og forhold blandt medarbejderne, som har betydning for samarbejdet på arbejdspladsen.
Råd til opgaven som medarbejderrepræsentant
Det er vigtigt, at du tager rollen som medarbejderrepræsentant i samarbejdsudvalget alvorligt.
Herunder får du fem råd til, hvad du kan være opmærksom på.