2. Udkast til skoleplan
Ledelsen skal udarbejde udkast til skoleplan på baggrund af drøftelserne om målsætninger og opgaver i den kommende normperiode.
Skoleplanen skal indeholde:
- Ledelsens prioriteringer og grundlaget for disse.
- En overordnet beskrivelse af prioriterede indsatser og opgavers indhold.
- Beskrivelse af klasselærer-/kontaktlæreropgaven.
- Beskrivelse af, hvad der forstås ved individuel forberedelse.
- Antal lærere på skolen.
3. Fokus på transparens i planlægningen
Det forpligtende samarbejde har til formål at skabe transparens i planlægningen og opgavefordelingen, så den enkelte lærer har det indblik, der skal til for at forstå sin egen opgaveoversigt.
Du og ledelsen skal drøfte, hvordan I sikrer transparens i planlægningen og opgavefordelingen.
Det drejer sig om, at lærere og ledelse får indsigt i det grundlag, som lederen planlægger ud fra, og at man som lærer eller leder ved, hvilke opgaver tiden til individuel forberedelse indeholder, og hvilke opgaver der i øvrigt skal løses.
Det forpligtende samarbejde giver indsigt i:
- Målsætninger og grundlag for prioriteringer.
- Det gennemsnitlige undervisningstimetal og hvilke opgaver, der er indeholdt i dette.
- Individuel forberedelse, og hvad der forstås ved dette.
- Overordnede indholdsbeskrivelser af prioriterede indsatser og projekter.
- Betydningen for lærernes øvrige opgaver i forhold til de prioriterede indsatser.
- Klasselæreropgaven (i det omfang der er klasselærerfunktion).
- Principper for tilstedeværelse og mødeaktiviteter.
- Balancen mellem den enkeltes selvtilrettelæggelse og det kollegiale samarbejde.
4. Afklaring af principper for tilstedeværelse
Sammen med ledelsen skal du også drøfte:
- Principper for lærernes tilstedeværelse.
- Mødeaktiviteter.
- Balance mellem lærerens selvtilrettelæggelse af arbejdstiden og det fælles kollegiale samarbejde.
I forhold til det sidste punkt vil mange lærere på den ene side gerne have muligheden for i et vist omfang at kunne arbejde hjemmefra. Omvendt er det væsentligt, at muligheden for samarbejde og sparring med kolleger sikres.
5. Samarbejdsmøde mellem ledelsen og lærerne
Målsætninger og udkast til skoleplan skal herefter fremlægges på et møde mellem ledelsen og lærerne.
Her er din TR-opgave at forberede lærerne på at forholde sig til skoleplanen. Forberedelsen kan ske ved et medlemsmøde eller gennem anden orientering om de drøftelser, du har haft med ledelsen.
Vær særlig opmærksom på, hvordan I bedst får gennemført samarbejdsmøderne, hvis jeres arbejdsplads har flere afdelinger eller har medarbejdere fordelt på forskellige matrikler.
6. Indsamling af viden
I løbet af normperioden er det vigtigt, at du og ledelsen indhenter viden og erfaringer om, hvordan der arbejdes med skolens målsætninger, og hvilken betydning det har for prioritering af lærerarbejdstiden.
Derudover skal I have fokus på, om det er lykkedes at få transparens i planlægningen og opgavefordelingen, samt om der er opnået en rimelig balance mellem lærerens selvtilrettelæggelse af arbejdstiden og det fælles kollegiale samarbejde.
De indsamlede erfaringer er et væsentligt afsæt for prioriteringerne af lærernes arbejdstid i den efterfølgende normperiode.
Det er præciseret i arbejdstidsaftalen, at du som TR skal have den nødvendige tid til indsamling af viden og erfaringer, samt du skal have tid til at inddrage kollegerne i processen.
Brug gerne procesplanen fra boksen længere oppe på siden, når du planlægger arbejdet med arbejdstid.