Arbejdstid privat

Læs om de fællestræk, der er i reglerne om arbejdstid i Uddannelsesforbundets forskellige overenskomster med private arbejdsgivere.

Bestemmelserne om arbejdstid varierer en del i Uddannelsesforbundet overenskomster med private arbejdsgivere.

De regler om arbejdstid, som du kan finde herunder, favner de vilkår, der gælder på tværs af alle eller de fleste af Uddannelsesforbundets private overenskomster. For mere specifik information henviser vi til jeres overenskomst. Du er også altid velkommen til at søge yderligere rådgivning i sekretariatet.

Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler for forberedelse, tilrettelæggelse og opgørelse af arbejdstid, hvis du arbejder på en privat almen arbejdsplads eller de to sprogcentre Sprogcenter Midt og AOF Job & Dansk. Disse regler er beskrevet i denne artikel: 

Særlige arbejdstidsregler på det almene område og udvalgte sprogcentre

Normperiode og årsnorm  

I de fleste private overenskomster er normperioden et år, og årsnormen er på 1.924 timer.  

Normperioden kan enten være et kalenderår eller et skoleår.  Antallet af arbejdstimer beregnes typisk ved, at der fratrækkes ferie, eventuelle feriefridage og søgnehelligdage – dage hvor en helligdag falder på en hverdag. Med de timer fratrukket kommer man frem til, hvor mange timer den enkelte medarbejder skal arbejde i løbet af året.  

Undervisningsmængde 

Vær opmærksom på, om der er et loft for antal undervisningstimer om ugen eller i gennemsnit over en periode på for eksempel tre måneder.  

I nogle overenskomster er der et fast loft. I andre kan der være et undervisningstillæg, som udløses ved undervisning over en vis grænse. Det vil sige, at underviseren vil få et tillæg udbetalt for hver time, der undervises udover den fastsatte grænse. 

Tjek, hvad jeres overenskomst siger om undervisningsloft og eventuelle tillæg. 

Registrering af arbejdstid 

I overenskomsten eller jeres arbejdstidsaftale vil der være bestemmelser om, hvordan I skal registrere arbejdstid. Det kan være registrering af komme- og gåtid, eller det kan være forskellige typer opgaver, der skal opgøres tidsmæssigt, for til slut at kunne afgøre om en ansat har arbejdet mere end årsnormen.  

Overarbejde og merarbejde 

I alle de private overenskomster er overarbejde reguleret. Overarbejde kan afspadseres eller udbetales med et tillæg på 50 procent. 

For deltidsansatte tæller merarbejde først som overarbejde, når man har arbejdet flere timer, end hvad der svarer til fuld tid. Indtil da er der tale om merarbejde, som afvikles 1:1. I overenskomst/arbejdstidsaftale kan du læse de specifikke regler for udbetaling eller afspadsering ved overarbejde, og hvilke vilkår der er for afspadsering, for eksempel varsling.   

Hviletid og fridøgn

Reglerne, som er beskrevet i afsnittet her, bygger på arbejdsmiljøloven. Der kan være aftalt yderligere i jeres overenskomst eller i en lokal aftale på jeres arbejdsplads.

Den daglige hvileperiode er på 11 timer. Hviletiden er det tidsinterval, der går, fra en arbejdsdag slutter, til en ny begynder. Der kan være mulighed for undtagelsesvis at nedsætte hviletiden til otte timer. Hvis det sker, skal medarbejderen kompenseres ved tilsvarende hvileperiode eller fridøgn.  

Der skal over en periode på syv dage være et fridøgn. Man kan med andre ord højest arbejde seks dage, før man skal have en fridag.  

Ved lejrskole og studieture med overnatning er der som regel ikke krav om daglig hvileperiode. Tjek overenskomsten, hvis I har den type arrangementer på skolen. Strækker lejrskolen/studieturen sig over en weekend, omlægges det ugentlige fridøgn, så der kan være op til 12 døgn mellem to fridøgn.  

Lokalaftale 

Der er i de fleste overenskomster adgang til, at du som TR kan indgå en lokal aftale om arbejdstid med ledelsen. Vær opmærksom på, om der er paragraffer i overenskomsten, det ikke er muligt at afvige fra.  

Råd og vejledning til medlemmerne

Vi har samlet en række artikler til medlemmerne, hvor de kan blive klogere på regler, vilkår og de emner, der fylder i deres arbejdsliv - herunder arbejdstid. Henvis gerne dine kolleger til dem.

Din arbejdstid

Styr på reglerne og aftaler lige ved hånden

Vi har samlet overenskomst og andre aftaler, du har brug for – vælg dit ansættelsesområde herunder.

Privat almen
Privat sprog
Øvrig privat