Udover de arbejdstidsregler i Uddannelsesforbundets private overenskomster, som du kan læse om på siden her: Arbejdstid privat, så gælder der særkilte regler for det private almene område og for Sprogcenter Midt og AOF Job & Dansk omkring forberedelsestid og forskellige planlægningsbestemmelser.
Det er disse regler, der er beskrevet herunder.
Forberedelse
Til 60 minutters undervisning tildeles 42 minutters forberedelse, hvoraf underviseren selv råder over minimum 20 minutter. På sprogcenterområdet dog 26 minutter, hvis uddannelsen i dansk som andet sprog ikke er gennemført endnu.
Som TR indgår du sammen med ledelsen aftaler om principper for tildeling af den øvrige forberedelsestid (de 22 minutter, der er tilbage). Hvis I ikke kan blive enige om hvilken aftale, der skal gælde for tildelingen, er det ledelsen, som fastlægger principperne og melder dem ud til kollegerne.
Når normperioden udløber, er det ledelsen, som opgør det samlede undervisningstimetal og den samlede udmøntede forberedelsestid. Lederen skal sørge for, at du som TR får opgørelsen.
Hvis den faktisk udmøntede forberedelsestid er lavere end den samlede forberedelsesressource, skal den pågældende underviser tillægges den forholdsmæssigt ud fra det antal undervisningstimer, der har været i normperioden.
Som underviser skal man kende sin forberedelsestid forud for undervisningen.
Det er i overenskomsterne beskrevet, hvilke opgaver forberedelsestiden skal anvendes til.
Arbejdstidens tilrettelæggelse
Dine kolleger skal kende deres arbejdstid så tidligt som muligt, og der er bestemmelser om ændringer i tjenesten og om delt tjeneste. Det er vigtigt, at du som TR er opmærksom på disse regler.
For sprogcenterlærere gælder det, at de skal have en halvårsplan efter dialog med ledelsen. Den skal indeholde en plan for de opgaver, som skal løses i løbet af perioden.
Ledelsen skal orientere dig som TR om det samlede timetal, hvordan de er fordelt.
Opgørelse af arbejdstiden
Er der ikke aftalt andet lokalt, opgør man arbejdstiden med tiden mellem lærerens start- og sluttidspunkt, medmindre arbejdsdagen undtagelsesvist er delt. Pauser medregnes, hvis de varer mindre end en halv time.
Underviseren skal have en månedlig arbejdstidsopgørelse (gælder ikke sprogcentrene). Ved slutningen af året opgøres arbejdstiden endeligt, ved at over- og undertimer fra året før indregnes sammen med arbejdstiden i den pågældende normperiode og eventuel sygdom og andet fravær. Overarbejde tillægges 50 procent (for fuldtidsansatte) og afspadseres som udgangspunkt. Man kan få undertimer overført, dog maksimalt 200 timer.
Der kan indgås lokalaftale om dele af ovenstående, læs nærmere i overenskomsternes arbejdstidsbestemmelser.