Vær opmærksom på disse frister ved årsskiftet

Har du ferie, du mangler at afholde? Eller omsorgsdage, der endnu ikke er brugt? I denne nyhed guider vi til, hvad du med fordel kan være opmærksom på, inden kalenderen skifter til 2026.

Er du en af de mange danskere, der mangler at bestille feriepenge?  

Ny opgørelse fra ATP viser, at 850.000danskere har godt 4 milliarder kroner til gode for ferieåret 2024/2025.  

Er du timelønnet, eller er du blevet ledig eller har skiftet job i løbet af året, så vær opmærksom på, om du mangler at bestille feriepenge. Ifølge ATP har de danskere, der mangler at bestille deres feriepenge inden nytår, i gennemsnit cirka 4.700 kroner til gode. 

Feriepenge, der ikke bliver bestilt, bliver overført til feriefondene.  

Tjek, om du har feriepenge til gode på borger.dk  

Ansat i staten? Husk at planlægge de særlige feriedage  

Hvis du endnu ikke har afholdt alle de fem særlige feriedage, som du kan bruge frem til 30. april 2026, så er det med at få dem planlagt. I hvert fald hvis du selv vil bestemme, hvornår de skal bruges.  

Fra 1. januar 2026 må din leder varsle, hvornår du skal holde dagene. Husk derfor at give din leder besked inden årsskiftet om, hvornår du vil holde de særlige feriedage.  

 Læs mere om de særlige feriedage her

Har du ferie i overskud? Aftal overførsel eller udbetaling 

Den ferie, du har optjent fra 1. september 2024 til 31. august 2025, skal være afviklet inden 31. december i år, hvor ferieafholdelsesperioden udløber. 

Du skal som hovedregel afholde mindst fire af de fem ugers ferie, som ferieloven giver ret til. 

Har du endnu ikke afholdt den sidste, femte ferieuge, kan du aftale med din arbejdsgiver at få den overført til næste ferieafholdelsesperiode. Alternativt får du ferien udbetalt.  

Husk omsorgsdagene – til nytår er de tabt 

Er du forælder og ansat på en statslig eller kommunal overenskomst, har du årligt to lønnede omsorgsdage pr. barn til og med det kalenderår, hvor barnet fylder syv år. Er du privatansat, afhænger retten til omsorgsdage af din overenskomst. 

Du kan ikke opspare omsorgsdage. De går som udgangspunkt tabt ved kalenderårets udløb, hvis de ikke er brugt. Det vil derfor være en god idé at aftale afholdelse med din leder i løbet af december, hvis du ikke har brugt alle dine omsorgsdage endnu. 

I to særlige tilfælde kan omsorgsdage overføres – læs om dem her

Passerer du seniorgrænsen i 2026? Husk dine særlige vilkår 

Som senior kan du have ret til blandt andet nedsat arbejdstid og seniordage. Om det gælder dig, og fra hvornår, afhænger af, hvor du er ansat.  

Er du ansat på en kommunal overenskomst, har du fra det år, du fylder 60 år, ret til to seniordage (antallet stiger de følgende år). Derudover kan du få arbejdstiden nedsat med 175 timer – det, man kalder aldersreduktion.  

Er du ansat i staten, får du fra det år, du fylder 62 år, en seniorbonus udbetalt. Du har også ret til at afholde en eller to seniordage. Hvor mange afhænger af, hvornår på året du fylder år. Du kan også få aldersreduktion som senior.  

Både i kommunen og i staten skal du have tilbudt en seniorsamtale, når du fylder 60 år.  

Læs mere om reglerne og bliv klogere på seniorvilkår som privatansat i artiklen herunder:   

Særlige vilkår som senior

Råd og vejledning: Find svar døgnet rundt

I vores artikelarkiv ”Råd og vejledning” guider vi dig gennem de regler og rettigheder, som det er værd at kende til som lønmodtager.  

Her finder du viden om alt fra arbejdstid, ansættelse og afskedigelse til løn, stress og arbejdsbelastning, barsel og ferie.  

Søger du svar på et spørgsmål, så gå på jagt i menuen med emner på forsiden her eller brug vores chatbot til at hjælpe med svar. Den finder du nederst i venstre hjørne.