
Menu
Onsdag den 19. februar er der afsendt konfliktvarsler til de private arbejdsgivere, der forhandler overenskomst med Uddannelsesforbundet i 2025. Det drejer sig om AMU JUUL, AS3/A2B, Behandlingsskolerne, DEKRA, Hans Knudsen Instituttet, Trafikskolen og UC Plus.
Konfliktvarslerne betyder ikke, at forhandlingerne er brudt sammen. Det er en formel del af processen ved overenskomstforhandlinger. Så ender det med, at parterne ikke kan opnå et OK25-resultat, eller stemmer medlemmerne resultatet ned, er der varslet konflikt over for arbejdsgiverne, sådan som reglerne foreskriver.
En eventuel konflikt vil kunne begynde i marts måned.
I Uddannelsesforbundet er konfliktvarsler omfattet af særlige regler for udmeldelse. Det betyder, at medmindre du er senior eller særligt medlem, kan du først melde dig ud, efter en aftale er indgået eller en eventuel konflikt er afsluttet.
Læs mere om de særlige regler her
Hvis en konflikt bliver en realitet, vil de medlemmer, der er omfattet af OK25, modtage konfliktstøtte fra Uddannelsesforbundet. Alle medlemmer af Uddannelsesforbundet er med til at dække konfliktudgifterne, og derfor vil vi ændre kontingentet i en efterfølgende periode.
Da der vil være tale om en lille konflikt for Uddannelsesforbundets medlemmer, fordi kun få medlemmer er omfattet (de fleste medlemmer skal først have genforhandlet overenskomst ved OK26), vil de samlede udgifter være begrænsede og væsentlig lavere end ved lockouten i 2013.