Hovedreglen er, at man er timelønnet, hvis ansættelsen er under otte timer om ugen, eller af kortere varighed end en måned. Ved ansættelse i længere tid eller på flere ugentlige timer skal din kollega være månedslønnet.
I visse tilfælde kan kollegaen selv vælge mellem at være time- eller månedslønnet.
Tjek, hvad der gælder i overenskomsten for jeres område.
Timelønnedes vilkår ved ferie og sygdom
Som timelønnet optjener man feriepenge. Der er som hovedregel ikke løn under sygdom.
Aflønning af timelønnede
Timelønnede bliver betalt enten pr. arbejdstime eller pr. undervisningstime. Er det sidste tilfældet, skal du være opmærksom, at lønnen for undervisningstimen også dækker forberedelsestiden og eventuelle andre opgaver.
En timelønnet ansat kan have ret til pension. Det vil ligeledes være beskrevet i overenskomsten.
Regler for arbejdstid
Du skal være opmærksom på, at der ofte er andre regler om arbejdstid for timelønnede end for månedslønnede. Timelønnede er ikke omfattet af den centrale arbejdstidsaftale, fordi de primært underviser og eventuelt deltager i enkelte møder.