Har du en kollega, som skal på barsel, er det en god ide, at du tager en indledende snak, hvor du sikrer dig, at vedkommende har overblik over barselsreglerne og forstår dem.
Henvis gerne til Uddannelsesforbundet, hvis du er i tvivl om, hvordan reglerne skal forstås. Vi har også skrevet vejledende tekster til medlemmerne, som du kan bede din kollega læse.
Råd og vejledning: Graviditet og barsel
Inden barslen
Inden barslen begynder, så tal med din kollega om, hvor meget kontakt vedkommende ønsker med arbejdsplads og kolleger i løbet af barselsorloven. For nogle er det rart at bevare en vis kontakt ved for eksempel at blive inviteret til sociale arrangementer og lignende, andre ønsker at koble helt af.
Spørg til din kollegas ønsker. Og sørg for, at alle relevante parter på arbejdspladsen orienteres, hvis vedkommende fremadrettet skal inviteres til sociale arrangementer eller ønsker information om, hvad der rører sig på arbejdspladsen i løbet af barslen.
Hvis der bliver ansat en barselsvikar for din kollega, skal du være opmærksom på, at vikaren bliver korrekt ansat. Det vil sige i overensstemmelse med blandt andet overenskomst og reglerne om tidsbegrænset ansættelse.
Under barslen
Det er muligt, at din kollega har ønsker i løbet af barslen, som involverer dig. Det kan være, at vedkommende ønsker at blive inviteret til de medlemsmøder, I afholder under barslen, så sørg for at give besked, når det er aktuelt.
Når barnet er kommet til verden, skal arbejdsgiver på et tidspunkt have besked om, hvornår kollegaen på barsel forventer at vende tilbage til arbejdet. Det er en god idé, at du inden barslens start sikrer dig, at din kollega er opmærksom på tidsfristerne.
Når barslen er slut
Uanset om din kollegas barsel er kort eller lang, kan det være en omvæltning at vende tilbage til arbejdet. Du kan lette overgangen ved for eksempel at sende en hilsen, når starten nærmer sig. Det er rart at vide, at der er gode kolleger som venter på den anden side af barslen, og som glæder sig til at se en igen.
Din kollega har ret til at vende tilbage til samme eller tilsvarende arbejde efter barsel. Sker der ændringer i din kollegas arbejdsopgaver, er det vigtigt, at du er med til at sikre, at der stadig er tale om tilsvarende arbejdsopgaver.