Sygemeldt i længere tid

Er du sygemeldt i mere end tre måneder eller ramt af alvorlig sygdom, er det en god ide at være opmærksom på både dine muligheder og pligter. Få overblik her. 

Er du ramt af alvorlig eller længerevarende sygdom er du i en sårbar situation, som kan være svær at overskue. Vi anbefaler derfor, at du opsøger råd og vejledning. 

Herunder har vi forsøgt at skabe overblik over, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med din sygemelding.  

Hvem skal du kontakte? 

  • Kontakt hurtigst muligt din tillidsrepræsentant (TR) eller Uddannelsesforbundets sekretariat for råd og vejledning. 

  • Er du syg i mere end tre måneder skal du kontakte din pensionskasse. Vi anbefaler, at du allerede tidligt kontakter dit pensionsselskab for at undersøge, hvordan du er dækket i tilfælde af sygdom, og for at høre, om du herigennem har adgang til relevante tilbud, der kan hjælpe i forbindelse med din sygdom.  

Hvad skal du være opmærksom på?

  • Mange arbejdspladser har en sygefraværspolitik, som du skal overholde. Kontakt din TR, hvis du ikke ved, hvor du finder sygefraværspolitikken, eller hvis du er i tvivl om, hvordan den skal forstås. 

  • Husk at holde øje med din e-boks, når du er sygemeldt. Når du er ansat med løn under sygdom, så er det din arbejdsgiver, som modtager sygedagpengene.  Hvis du ikke returnerer oplysningsskemaet til kommunen til tiden, så bliver udbetalingen af sygedagpengerefusion til din arbejdsgiver stoppet.  

Tjekliste  

Vi har lavet en tjekliste med en række spørgsmål, som det er godt at få besvaret ved en længerevarende sygemelding. Vend dem gerne med din TR.  

Tjeklisten kan bidrage til, at du dels sikrer, at dine rettigheder overholdes, og at du lever op til de krav, der er til dig i forbindelse med dit sygeforløb. 

  • Er du gjort bekendt med, at din arbejdsgiver ikke har krav på at vide, hvad du fejler?
    Ifølge helbredsoplysningslovens §2 har du ikke pligt til at fortælle din arbejdsgiver, hvad du fejler. 
     

  • Er du bevidst om, at du har mulighed for at have en bisidder med til møder? 
    Du kan frit vælge, hvem du ønsker at have med som bisidder til møder i løbet af din sygeperiode. Det kan for eksempel være din TR. En bisidder kan hjælpe med at lytte og stille opklarende spørgsmål til det, der bliver sagt på mødet.  
     

  • Er det aftalt, hvordan og hvem på arbejdspladsen, der har kontakten til dig under din sygemelding? 
    Hvis du har ønsker til, hvem fra arbejdspladsen du er i kontakt med omkring dit sygeforløb, og hvordan kommunikationen skal foregå, så tag eventuelt en snak med din TR om mulighederne for, at dine ønsker kan tilgodeses. 
     

  • Er du orienteret om, hvordan proceduren er omkring sygesamtaler på din arbejdsplads? 
    Det er et lovmæssigt krav, at der afholdes en sygesamtale ved fire ugers sygefravær. Det er din arbejdsgiver, der skal stå for at indkalde til denne samtale.  Læs mere om sygesamtalen her
     

  • Er du forberedt på, at din kommune løbende laver opfølgninger i løbet af din sygeperiode?  
    Du kan læse mere om kommunens opfølgningsforløb her.  
     

  • Ved du, om ledelsen på din arbejdsplads vil bede dig  om en mulighedserklæring eller en lægeerklæring (friattest)? 
    Læs mere om dokumentation af sygdom
     

  • Vil du bede om en fastholdelsesplan? 
     

  • Er du opmærksom på, om din arbejdstid opgøres korrekt under sygefraværet? 
    Kontakt din TR, hvis du er i tvivl eller har mistanke om, at der er fejl i opgørelsen af din arbejdstid.  Find din TR her
     

  • Vil du være interesseret i en delvis raskmelding, hvis der er mulighed for det?