Når du sygemelder dig, har arbejdsgiveren pligt til at indkalde dig til en sygesamtale, inden der er gået fire uger.
Sygesamtalen skal handle om dine muligheder for at vende tilbage til arbejdet. Det kan være, at I under samtalen kommer omkring gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen, specielle skånehensyn, ændrede arbejdsopgaver, muligheder for hvile i løbet af arbejdsdagen, hjemmearbejde eller andre tiltag, som kan understøtte din tilbagevenden.
Sammen skal I afklare, hvordan og hvornår du eventuelt kan arbejde igen. Du skal vende tilbage på en måde, der er god for alle parter, og du skal ikke lade dig presse til raskmelding.
Det er vigtigt, at din arbejdsgiver lytter og ikke kun kommer med færdige forslag under samtalen.
Sygesamtalen kan gennemføres på telefon eller online, hvis du på grund af din sygdom ikke kan møde fysisk op. Du har mulighed for at meddele din arbejdsgiver, at du ikke kan deltage i samtalen på grund af sygdom.
Vi anbefaler, at du:
-
Deltager i sygesamtalen med din arbejdsgiver, hvis dit helbred tillader det.
-
Kontakter din læge, hvis du ikke er i stand til at deltage i sygesamtalen,for at få lægens opbakning til at melde fra.
-
Har en bisidder med til samtalen. Det kan være din tillidsrepræsentant (TR) eller en anden person, som du er tryg ved og har tillid til.
-
Overvejer, om du vil oplyse din arbejdsgiver, hvad du fejler, hvis du bliver spurgt. Du har ikke pligt til at fortælle det.
-
Holder fast i, at samtalen handler om, hvordan du kan vende tilbage til arbejdet. Samtalen skal tage udgangspunkt i din situation og ikke i arbejdsgiverens problemer med at få udført arbejdet.
-
Inden samtalen gør dig tanker om, hvad der skal til, for at du kan vende tilbage, og hvornår du vurderer, at det er muligt.
-
Kontakter din TR eller Uddannelsesforbundets sekretariat, hvis der opstår problemer eller uenighed om formen eller indholdet under en sygesamtale med din arbejdsgiver.
Arbejdsgiver kan op til eller under en sygesamtale forlange dokumentation for, at du er syg.
Læs om dokumentation i forbindelse med sygdom her
Sygesamtalen tager udgangspunkt i din sygesituation
Indholdet i sygesamtalen vil i høj grad afhænge af dit sygeforløb og prognoserne for en raskmelding. Der vil derfor være stor forskel på, om du er i en situation, hvor du er på vej tilbage til jobbet, eller om du har udsigt til at være sygemeldt i længere tid.