Hvis du er ansat på det kommunale beskæftigelsesområde, er arbejdstidsreglerne ikke de samme som de regler, der gælder for lærere ansat i kommunen.
Reglerne om arbejdstid på siden her gælder for dig, hvis du er ansat på Uddannelsesforbundets overenskomst som jobkonsulent, arbejdsmarkedskonsulent eller vejleder inden for beskæftigelsesområdet. Det kan være i et jobcenter eller lignende.
Læs også: Overenskomst - beskæftigelsesområdet
Ugenorm på 37 timer i snit
Som konsulent eller vejleder på beskæftigelsesområdet er du ikke omfattet af en årsnorm, som det er tilfældet for lærere.
For dig gælder derimod en ugenorm. Det forudsættes, at din arbejdstid ikke overstiger 37 timer om ugen i gennemsnit.
Der er mulighed for at indgå lokale flekstidsaftaler.
Overarbejde
Du skal sikre, at omfanget af overarbejde bliver opgjort hvert kvartal.
Det er overarbejde, hvis du i gennemsnit har arbejdet mere end 37 timer ugentligt i løbet af et kvartal som fuldtidsansat. Er du deltidsansat, er timegrænsen lavere, og du skal også have dit overarbejde opgjort hvert kvartal.
For at blive betragtet som overarbejde er det dog en forudsætning, at arbejdet har været beordret og kontrollabelt, som det står beskrevet i overenskomsten.
Afregning af overarbejde
Overarbejde kan du enten afspadsere eller få udbetalt. Det er som udgangspunkt din arbejdsgiver, der tager stilling til, om det skal være afspadsering, udbetaling eller en kombination.
Disse regler gælder for overarbejde:
- Ved afspadsering: Du kan afspadsere timerne, du har arbejdet over, med et tillæg på 50 procent. Det betyder, at hvis du for eksempel har fire timers overarbejde, kan du afspadsere i alt seks timer.
- Ved udbetaling: For de første 35 timer skal du have timelønnen udbetalt med et tillæg på 50 procent. For de efterfølgende timer er tillægget 100 procent.
Afspadsering
Hvis du skal afspadsere overarbejde, skal afspadseringen så vidt muligt være afviklet ved udgangen af det kvartal, der følger efter opgørelsen af overarbejde. Ellers skal du have overarbejdet udbetalt.
Du har ikke pligt til at påbegynde afspadsering, hvis du er syg ved afspadseringens start. Du skal dog huske at sygemelde dig, som du ville gøre, hvis du faktisk skulle på arbejde.