Overenskomst/aftaleperiode
Der er aftalt en toårig overenskomstperiode, som løber fra 1. april 2024 til 31. marts 2026.
Lønstigninger
Den samlede ramme for perioden udgør 8,80 procent og udmøntes således:
Rammens fordeling i procent
|
I alt OK24
|
Generelle lønstigninger
|
6,30
|
Skøn for reguleringsordningen *
|
1,10
|
Midler til andre formål **
|
1,00
|
Rammen i alt
|
8,40
|
Reststigning ***
|
0,40
|
Rammen i alt inklusive reststigningen
|
8,80
|
* Reguleringsordningen har til formål at sikre parallelitet mellem den offentlige og private lønudvikling. Skønnet for reguleringsordningen er baseret på en samlet reststigning på i alt 0,40 procent i perioden.
** Forbedret forældreorlov, tillægsstigninger med videre.
*** Skønnet reststigning, der blandt andet omfatter den lokale udvikling efter lokale aftaler om mellem ledelsen og tillidsrepræsentanter.
Lønstigningerne er aftalt således
|
|
1. april 2024 – generel lønstigning
|
4,83 procent
|
1. april 2024 – skøn fra reguleringsordningen
|
1,06 procent
|
1. april 2025 – generel lønstigning
|
1,27 procent
|
1. april 2025 – skøn fra reguleringsordningen
|
0,04 procent
|
1. april 2025 - Basislønstigning inklusive pension med videre
|
234 kr. pr. måned
|
1. november 2025
|
0,20 procent
|
Stigning på basisløntrin
Udover de generelle lønstigninger, er der særskilt aftalt forhøjelse af basisløntrinnene for AMU-ansatte. Forhøjelsen udgør i nuværende lønniveau 2.805 kr. pr. år inklusive pension med videre for hvert løntrin. Forhøjelsen har virkning pr. 1. april 2025.
Ekstra forhandling i 2025
For at sikre, at der i OK24-perioden bliver genskabt en balance i lønudviklingen mellem den statslige sektor og den private sektor, er der aftalt en ekstraordinær forhandling i efteråret 2025. Hvis der er ubalance, vil den blive udlignet med november-lønnen 2025. Målet er, at den statslige lønudvikling følger den private senest ved indgangen til OK26.
Reguleringsordningen videreføres
Reguleringsordningen bliver fra 1. april 2025 baseret på Danmarks Statistiks standardberegnede lønindeks. Det vurderes at være mere retvisende end det hidtidige lønindeks, og dermed bedre til at sikre parallelitet mellem den statslige og private lønudvikling.
Forhøjelse af den særlige feriegodtgørelse
Den særlige feriegodtgørelse forhøjes, så den med virkning fra 1. april 2024 stiger fra 1,5 procent til 2,02 procent. Samtidig stopper udbetalingen af det særlige løntillæg på 0,45 procent som følge af afskaffelsen af store bededag.
Periodeprojekt
Parterne er enige om at fortsætte forhandlingerne om en ny organisationsaftale på erhvervsuddannelsesområdet. Forhandlingerne forventes at kunne afsluttes senest ved OK26.
Fleksibilitet og arbejdstid
Opsparing af frihed
Det er aftalt, at den ansatte kan opspare afspadsering - blandt andet som følge af mer- og overarbejde - samt de særlige feriedage og dermed samle frihed til senere afvikling. Tidspunktet for afviklingen fastsættes ved aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte.
Ret til indbetaling af ekstraordinært pensionsbidrag
Det er aftalt, at alle ansatte pr. 1. april 2024 får ret til at få indbetalt et ekstraordinært bidrag til den overenskomstbestemte pensionsordning, mod at lønnen samtidig reduceres tilsvarende.
Arbejdstid
Parterne er enige om at udarbejde fælles materiale om skole-/institutionsplanen.
Familiemæssigt fravær/barsel
Fra den 1. april 2024 øges lønretten til fædre og medmødre med tre uger. Dermed er far/medmor sikret løn under den øremærkede del af orloven, men er derudover også ligestillet med mødre i forældreorloven.
Ændringen sker for forældre til børn, der er født 1. april 2024 eller senere.
Forudsat at barselslovens dagpengeret udvides som forventet, får flerlingeforældre (to eller flere børn ved samme fødsel) 13 ugers ekstra lønret.
Endelig får soloforældre (børn, der kun har en forælder) ti ugers ekstra lønret, og en forælder, der mister barnets anden forælder, får ret til at indtræde i den afdøde forælders resterende lønret.
De aftalte ændringer gælder også for adoptanter.
Kompetenceudvikling
Den statslige kompetencefond fortsætter i overenskomstperioden.
Tillidsrepræsentanters vilkår og den danske model
For tillidsrepræsentanter er der aftalt en række nye tiltag:
- På institutioner, der er placeret på flere geografisk spredte lokaliteter, eller hvor antallet af medarbejdere i en medarbejdergruppe er større end 100, er der pligt til at optage forhandling med henblik på at indgå en aftale om tillidsrepræsentant-strukturen, herunder om antallet af tillidsrepræsentanter pr. medarbejdergruppe. Forhandlingen fordrer, at én af parterne anmoder herom.
- Det er præciseret, at tillidsrepræsentanten har mulighed for at mødes med nyansatte medarbejdere, og at dette kan ske i arbejdstiden. Mødet med den nyansatte medarbejder kan for eksempel planlægges som en del af et introduktionsprogram eller i forbindelse med en introduktionsdag for nyansatte medarbejdere. Men det kan også ske på andre måder.
- Det er aftalt, at tillidsrepræsentanten og ledelsen løbende – og normalt mindst én gang om året – skal drøfte behovet for at justere tillidsrepræsentantens sædvanlige opgaver med henblik på at sikre, at tillidsrepræsentanten har den nødvendige og tilstrækkelige tid til at varetage sit hverv.
Seniorordning med fastholdelsesbonus
Der er sket en præcisering i den nuværende aftale om seniorordninger fra 1. april 2024. Udbetaling af fastholdelsesbonus på det aftalte tidspunkt forudsætter ikke længere, at den ansatte fratræder stillingen. Det er desuden aftalt, at der skal udbetales en forholdsmæssig andel af fastholdelsesbonussen, hvis ansættelsen ophører før tid blandt andet på grund af arbejdsgivers forhold.
Centrale parters initiativer i overenskomstperioden
Partnerskab for udvikling af attraktive og bæredygtige statslige arbejdspladser
Partnerskabet for udvikling af attraktive og bæredygtige statslige arbejdspladser med henblik på at videreudvikle statslige arbejdspladser videreføres. Parterne vil i overenskomstperioden blandt andet drøfte aktuelle tendenser på arbejdsmarkedet, der kan få afgørende betydning for de statslige arbejdspladser.
Samarbejde om implementering og brug af kunstig intelligens (AI)
Parterne har aftalt en række initiativer, der skal gennemføres i overenskomstperioden:
- Parterne vil i fællesskab tilegne sig ny viden om AI.
- Parterne vil drøfte behovet for at justere relevante centrale aftaler.
- Parterne vil i fællesskab opfordre til at fremme dialog om AI på de statslige arbejdspladser.
Inklusion
Parterne er enige om, at staten også i fremtiden skal finde plads til medarbejdere med særlige behov, og dermed være med til at øge tilknytningen til arbejdsmarkedet for personer, der kan have vanskeligt ved at opnå eller fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.
Parterne vil i perioden drøfte en opdatering af aftalen om job på særlige vilkår (socialt kapitel) med tilhørende vejledning.