Uddannelsesforbundet i bøn til minister og KL: Hjælp også sprogcentrene i coronanedlukning

Sprogcentre har en anden afregningsmodel end andre uddannelsesinstitutioner, og det giver ekstra problemer i nedlukningen grundet corona. De har brug for hurtig hjælp, lyder advarslen fra Hanne Pontoppidan til Udlændinge- og integrationsministeren og KL.

Kontaktperson

"Kære Mattias og Jacob
Lige nu kompenseres alle undervisningsinstitutioner for eventuelt manglende aktivitet, når fjernundervisning ikke er mulig eller tilstrækkelig. Bare ikke de private sprogcentre, som i forvejen økonomisk er totalt trængt op i et hjørne".

Sådan indleder Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, sin mail til henholdsvis Udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye og formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Jacob Bundsgaard.

Uden progression, ingen penge

På de private sprogcentre har man en anden afregningsmodel end på alle andre uddannelsesinstitutioner. Det betyder, at man på disse sprogcentre får 30 procent af taksten, når kursisten starter og 70 procent, når vedkommende består sin modultekst. Det er et forløb, der normalt strækker sig over 8-24 uger.

Selv om alle sprogcentrene forsøger at afvikle deres undervisning virtuelt, vil det, vurderer Hanne Pontoppidan i mailen, være umuligt for dem at skabe samme progression for kursisterne som ved almindelig undervisning. Dermed vil de først langt senere kunne opnå den 70-procents-takst, selv om de har de samme udgifter til at holde skolen kørende. Summa summarum: De vil mangle pengene akut.
- Denne 30/70-procents-fordeling er lovgivningsmæssigt bestemt, så vi har brug for, at I to samarbejder om en hurtig løsning, lyder det fortsat fra Hanne Pontoppidan.

Kompensér med fuld takst i nedlukningsperiode

Sprogcentrene, som varetager danskundervisningen for voksne udlændinge i Danmark, er i forvejen hårdt økonomisk pressede, efter at der sidste år blev indført brugerbetaling på dele af danskuddannelsen, og kursisterne siden blev væk i hobetal.

"Jeg vil indtrængende bede jer løse sprogcentrenes finansieringsproblem meget hurtig for eksempel ved at de kompenseres med den fulde takst for alle kursister i perioden"
Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

Og selv om regeringen har valgt at fjerne brugerbetalingen fra 1. juli i år, står sprogcentrene i øjeblikket i en situation, hvor de i forvejen er under hårdt økonomisk pres.

Derfor er det helt afgørende, at de ikke skal tilføjes yderligere økonomiske problemer på grund af coronavirus, advarer Uddannelsesforbundet.
- Jeg vil indtrængende bede jer løse sprogcentrenes finansieringsproblem meget hurtigt for eksempel ved at de kompenseres med den fulde takst for alle kursister i perioden. De er virkelig i problemer, og selv den nye lønkompensationsordning vil ikke være tilstrækkelig til at holde dem i live gennem corona-nedlukningsperioden, lyder det fra Hanne Pontoppidan i sin mailen til Tesfaye og Bundsgaard.
Også på det sociale medie Twitter har Hanne Pontoppidan allerede den 13. marts advaret regeringen og KL i kraftige vendinger:
- HUSK PRIVATE SPROGCENTRE. Corona vil knække nakken på de skoler, hvis I ikke ændrer regler, skriver hun blandt andet i sit opslag til regeringen og de danske kommuner. 

I dag følger hun altså advarslen dér op med en direkte mail til Mattias Tesfaye og Jacob Bundsgaard, hvor hun indtrængende beder dem hjælpe de private sprogcentre. 

Minister lover hurtig handling

Der gik ikke lang tid, fra mailen var sendt, til Udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye vendte tilbage med en SMS til Hanne Pontoppidan, hvor han takkede for brevet og lovede at vende hurtigt tilbage.

Det samme gjorde ministeren på Twitter, hvor han straks denne artikel blev delt, skrev, at han allerede er i gang med at undersøge, hvilke muligheder der er og at han lover, at han vil vende tilbage hurtigst muligt.

Også KL vendte hurtigt tilbage - med en besked om, at de har forståelse for problemstillingen, men at de mener, at den skal løses i staten. KL har derfor også  henvendt sig til Udlændinge- og integrationsministeriet. 

Artiklen er opdateret den 20. marts med oplysningerne om, at Mattias Tesfaye og KL har besvaret henvendelsen fra Hanne Pontoppidan.