Tillidsrepræsentantens opgaver under genåbningen

Enkelte uddannelsesområder er allerede genåbnet og flere er på vej. Mange steder er et stort planlægningsarbejde i gang for at sikre en god genåbning, og det er en god ide, at du som tillidsrepræsentant bruger din mulighed for at drøfte planlægning og tilrettelæggelse med ledelsen.
Foto: Jens Bach

Kontaktperson

Når kollegerne inden længe kommer fysisk tilbage på skolerne til arbejdet med elever og kursister, er det særligt vigtigt at være opmærksom på sundhedsmyndighedernes retningslinjer for arbejdspladser.

Kravene er blevet opdateret 10. maj, og blandt andet er afstandskravet nogle steder sat ned til en meter.

Krav til skolens indretning, rengøring og hygiejne 

Hold øje med vores corona-side, hvor vi opdaterer, når der kommer mere specifikke vejledninger for uddannelsesinstitutioner.

Tilrettelæggelsen af arbejdet ved genåbning

En vigtig opgave for dig som tillidsrepræsentant er at være med til at sikre den bedst mulige tilrettelæggelse af arbejdet for lærerne på arbejdspladsen, når de vender fysisk tilbage. Som tillidsrepræsentant har du adgang til i et samarbejde med ledelsen at drøfte, hvordan din skole griber genåbningen praktisk an inden for rammerne af de retningslinjer, som myndighederne udstikker. 

Skoler må IKKE åbne for elever tidligere

Du skal være opmærksom på, at de udmeldte datoer for genåbningen skal efterleves. Skolerne må ikke genåbne tidligere (på nær nødundervisning) – heller ikke selv om de er klar til at overholde myndighedernes krav. Og en afgørende forudsætning for at starte op er, at den grundlæggende rengøring på skolen er i orden, før elever, kursister og lærere møder ind. Ledelserne har ansvaret for, at dette sker. Regeringen har skrevet til skolerne og lovet et ekstraordinært økonomisk tilskud til COVID-19-relaterede tiltag, der følger af sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Hermed peges på, at rengøringen udføres professionelt, og at der er økonomi til, at skolerne kan starte sundhedsmæssigt forsvarligt.

Desuden er det vigtigt for elever, kursister og lærernes sundhed, at adfærd og fysiske rammer også ved genåbning følger sundhedsstyrelsens regler.

Husk overenskomsten gælder

Overenskomsten og arbejdstidsreglerne gælder også i en coronatid. Her er aftalt rammer og indhold for løn og arbejdstid. Især hvad der gælder omkring arbejdstiden, kan være vigtigt at være opmærksom på. Det gælder både planlægning, tilrettelæggelse og opgørelse af arbejdstid. Arbejdstiden skal fortsat gøres op efter arbejdstidsaftalens regler og efter de udmeldinger, som er kommet under perioden med corona. Du kan gå ind på Uddannelsesforbundets hjemmeside under TR-håndbogen og se, hvad der gælder på din skole og også finde oplysninger på coronasiden.  

Kolleger i særlige risikogrupper

Hvis du har en kollega, som tilhører en af de særlige risikogrupper, eller som bor sammen med en person i en af risikogrupperne, kan der tages særlige hensyn. Vedkommende skal henvende sig til sin læge for at få foretaget en vurdering af, om han eller hun bør fortsætte med at arbejde hjemmefra eller kan gå på arbejde og i givet fald hvilke konkrete hensyn, der bør tages. På den baggrund kan kollegaen kontakte ledelsen med henblik på, at der bliver taget hensyn til de sundhedsmæssige forhold.