Menu
På nogle FGU-skoler er sygefraværet dobbelt så højt som gennemsnittet blandt lønmodtagere. Det viser en aktindsigt, som DR har fået.
- Der er folk, som sover dårligt om natten. Jeg sover også dårligt om natten. Vi oplever – når der sker ændringer eller kommer nye beskeder – at vi simpelthen kan se og mærke det på os selv. Så begynder hjertet at hamre. Der er stresstegn hos rigtigt mange, fortæller Johannes Ingwersen, der er lærer og tillidsrepræsentant på FGU Fyn i Odense, hvor op imod hver tiende medarbejder har været langtidssygemeldt, siden FGU åbnede 1. august, til Radioavisen.
Arbejder under meget pressede vilkårHos Uddannelsesforbundet får man da også mange henvendelser fra sygemeldte FGU-lærere.
- Det siger noget om, at det er svært at være lærer ude på FGU-institutionerne. Og det siger noget om, at vilkårene at være lærer under er meget, meget pressede, fastslår forbundsformand Hanne Pontoppidan over for Radioavisen.
Hun understreger, at FGU-lærerne – såvel de lærere, som underviser på værksteder, som dem der underviser i almene fag – ikke får de nødvendige rammer til at levere den kvalitet i undervisningen, som de gerne vil.
Mangler forberedelsestid og materialer- De har ikke tilstrækkeligt tid til forberedelse, og det er altså en forudsætning for at levere god undervisning. Desuden er holdene, de underviser, meget uhomogene, påpeger Hanne Pontoppidan.
På samme hold kan der ifølge hende være elever med et vidensniveau svarende til grundskoleelever, der går i 3. klasse, og til elever, der er droppet ud af gymnasiet.
- Det gør det meget vanskeligt at undervise – især når man samtidig mangler tid til at forberede undervisningen, pointerer forbundsformanden.
Hos Uddannelsesforbundet får man også tilbagemeldinger om, at det undervisningsmateriale, lærerne råder over, ikke er godt nok.
Politikerne må tage ansvarAnsvaret for det høje sygefravær falder i sidste ende ikke kun tilbage på lederne af FGU-institutionerne, men i høj grad også på politikerne, mener Hanne Pontoppidan.
- Det alarmerende høje sygefravær bunder i sidste ende i, at der ikke er afsat ressourcer nok til FGU. Politikerne, der vedtog FGU, har dels ikke afsat tilstrækkelige tid til etableringen af FGU, før eleverne kom, dels må vi konstatere, at det er betydeligt dyrere at drive FGU, end det var at drive de tidligere tilbud. Det koster, hvis man vil indfri ambitionerne for FGU, slår hun fast.
Forbundsformanden efterlyser derfor, at politikerne på Christiansborg med den nye S-regering i spidsen nu får afsat midler til, at FGU’erne kan blive gode uddannelsestilbud, hvor der også er et ordentligt arbejdsmiljø for de ansatte.