FH vil tage toppen af pensionsalderen

FH vil i nyt udspil skære toppen af pensionsalderen for at skabe en mere værdig tilbagetrækning. Uddannelsesforbundet støtter det samlede udspil.

I et nyt udspil fremlægger Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) en række forslag, som samlet er deres bud på, hvordan man skaber en mere tryg og retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. 

I udspillet lægger FH op til, at pensionsalderen skal stige langsommere end planlagt. Det er økonomisk ansvarligt, og det vil øge retfærdigheden på tværs af generationer, lyder det fra FH.

”Vi ved, at næsten fire ud af fem lønmodtagere under 50 år er bekymrede for, om de kan holde frem til pensionsalderen. Det skaber utryghed. Derfor ønsker vi at tage toppen af stigningen. Med vores model vil personer i 30’erne kunne gå på pension op til to år tidligere, end der er lagt op til i dag,” siger Morten Skov Christiansen, formand for FH.

Massiv investering i arbejdsmiljø er forudsætning

Nogle af de andre elementer i udspillet fra FH er, at de blandt andet vil styrke Arne-pensionen, investere massivt i arbejdsmiljø og sporskifte.

For hvis pensionsalderen overhovedet skal stige, er det nødvendigt med massive investeringer i et bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø, lyder det fra Morten Skov Christiansen.

- Smertestillende medicin må aldrig blive en forudsætning for at kunne passe et arbejde. Vi må heller ikke acceptere, at stressepidemien bliver ved med at vokse sig større. Vi er nødt til at gøre meget mere for at forebygge både fysisk og psykisk nedslidning, hvis en stigende pensionsalder overhovedet skal være realistisk, understreger Morten Skov Christiansen. 

Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse støtter FH’s samlede udspil og mener, at alle elementerne er vigtige. Dog fremhæver de, at det er særligt vigtigt at have fokus på et sikkert og sundt arbejdsmiljø i arbejdslivet.

Du kan læse hele udspillet fra FH her