1. maj er altid noget helt særligt. Dagen er en manifestation af, hvor meget sammenhold betyder - og kan udrette. Det er dagen, hvor vi samles og fejrer vores fælles resultater. Og dagen, hvor vi i fællesskab viser arbejdsgiverne, at vi har nogle grundlæggende krav til organiseringen af arbejdet. Krav, som der skal handles på.
Arbejdsgiverne har ledelsesretten, det ved vi. Men ledelsesretten forpligter. Ikke kun til at lede og fordele arbejdet, men til at sørge for, at de ansatte kan være i det og holde til det. Man skal ikke slides ned ved at gå på arbejde. Det er ikke en del af ledelsesretten at misbruge de ansattes helbred og slide os ned.
Heldigvis findes der rigtig mange gode arbejdsgivere og arbejdspladser, men desværre er der alligevel for mange steder, hvor fokus er på leverancer og produktivitet uden skelen til det pres, man pålægger medarbejderne. Og mærkeligt nok også uden blik for, at glade og sunde medarbejdere både leverer bedre og mere effektivt.
Arbejdsmiljø og arbejdsglæde smitter. Glade og trygge lærere fører til glade og trygge elever og en bedre kvalitet i undervisningen – og dermed får eleverne også et bedre udbytte af undervisningen. Alene derfor er det fuldstændig uforståeligt, at ikke alle arbejdsgivere har et stærkt fokus på lærernes arbejdsmiljø.
"Arbejdsmiljø og arbejdsglæde smitter. Glade og trygge lærere fører til glade og trygge elever og en bedre kvalitet i undervisningen – og dermed får eleverne også et bedre udbytte af undervisningen."
Samtidig fører et dårligt arbejdsmiljø ofte til flere sygedage og endnu mere udskiftning i lærergruppen end sædvanligt. Noget, der helt konkret kan ses på arbejdspladsens bundlinje. Også derfor er det underligt, at der ikke alle steder investeres i et godt arbejdsmiljø for lærere og andre ansatte på landets skoler og uddannelsesinstitutioner.
Endelig burde politikerne stille krav til arbejdsgiverne om, at de sørger for at holde arbejdsstyrken i “god stand”, så vi kan holde til at arbejde så længe, som politikerne nu engang har besluttet, at vi skal. Gør de ikke det, så vil rigtig mange af os blive presset ud af arbejdsmarkedet, og de, der overlever på arbejdsmarkedet, vil skulle arbejde endnu længere, for at regnestykket går op. Det går jo ikke!
Det burde være et helt basalt krav til ledelse, at man har et menneskesyn, der gør, at man har fokus på de ansattes velbefindende og trivsel. Hvorfor søren er man ellers blevet leder og ikke fiskeopdrætter - selv om vi i valgkampen kunne se, at politikerne nu har fået øjnene op for dyrevelfærden.
Vi har som fagbevægelse et krav til arbejdsgiverne, som ikke alene lader sig manifestere i overenskomster:
Nu er det jo ikke alene 1. maj i dag. Det er også Store bededag. Den fridag, politikerne har besluttet, at vi ikke længere har.
Bevares – da de fjernede den, indførte de en kompensation på en dags løn. Så hvis vi kunne få vores arbejdsgivere med på det, så havde vi jo egentlig penge til at holde en fridag uden løn. Men sådan er virkeligheden ikke. Vi har reelt fået forlænget arbejdsåret med en dag. Punktum.
Og det er helt ekstraordinært sket ved, at politikerne har dikteret det. Ikke ved at arbejdsmarkedets parter har aftalt det. Det er et overgreb på den danske model.
Derfor skal der lyde et meget tydeligt krav til politikerne:
Hold jer fra løn og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked.
Det er et ansvar, som arbejdsmarkedets parter håndterer hver eneste dag – hvilket de nyligt overståede overenskomster er et tydeligt bevis på.
Rigtig god 1. maj
