Skal udlændinge tale pæredansk eller pizzadansk?

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har bebudet, at han i foråret vil endevende integrationsområdet. Vil han se på udlændinges evne til at tale dansk, bør han spørge sig selv: Skal udlændinge kunne pæredansk eller pizzadansk?

Sproget gør en forskel, når udlændinge skal klare sig på et omskifteligt og kompetencekrævende arbejdsmarked, i uddannelsessystemet og i samfundet.

Selv i internationale, engelsktalende firmaer er det svært at klare sig uden at tale dansk. Vi uddanner, forvalter og organiserer på dansk. Skal udlændinge navigere i dét, behøver de et nuanceret, velfunderet dansk.

Det ved vi, for vi har lært det på den hårde måde. Det er derfor, danskuddannelserne opstod. Den historie er afgørende at huske for en integrationsminister, som vil ryste posen. Derfor fortæller vi den her:

Spoiler: Danskuddannelserne opstod som modsvar til en gedigen integrationsfiasko.

I slutningen af 1960’erne kom gæstearbejdere til landet, da man manglede arbejdskraft. Men da lavkonjunkturen ramte, og jobbene forsvandt, blev de. Med familien etableret og børn i børnehaver og skoler, var det ikke enkelt at rykke tilbage.

Det var heller ikke enkelt at gå fra tungt arbejde i industrien til nye krav på arbejdsmarkedet, for dansk havde de ikke lært. Danskundervisning i start-firserne var sporadisk og med materialer fra specialundervisningen til børn, uden reelle kvalifikationskrav til lærerne eller egentlige krav til uddannelsen.

Den giftige kombination af lavkonjunktur og manglende danskkundskaber slog igennem, og beskæftigelsen raslede ned blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere gennem 1980’erne og starten af 1990’erne.

Behovet for en mere systematisk, professionel danskuddannelse dæmrede – grundet gæstearbejderne og et stigende antal flygtninge – for politikerne, og i 1999 trådte landets første integrationslov i kraft.

Med den indførte man danskundervisning – med bekendtgørelser, undervisningsvejledninger og krav om, at lærerne skulle være uddannede i dansk som andetsprog.

Man lavede tre separate danskuddannelser efter uddannelsesniveau, så lægen og analfabeten populært sagt ikke sidder på samme hold. Der blev indbygget en klar, tilrettelagt progression i undervisningen. Begge dele var kvantespring for undervisningens kvalitet.

Beskæftigelsesfremgangen var markant og gik – ifølge en ph.d.-afhandling af integrationsforsker Hans Lassen – fra 34 til 57 procent fra 1996 til 2009. I næsten samme periode øgedes andelen af indvandrere og efterkommere, der ifølge egen vurdering havde gode danskkundskaber, fra 44 til 75 procent.

Tilfældigt? Niks. En af de afgørende forklaringer er ifølge analysen, at indvandrernes og efterkommernes sprog- og uddannelseskompetencer blev markant forbedret. Også Udlændinge- og Integrationsministeriet konkluderer i en rapport fra 2017, at ”gode danskkundskaber i betydelig grad forbedrer nydanskeres chance for at være i arbejde eller uddannelser”.

Historien viser os mindst to centrale ting: Sproget gør en forskel. En professionel danskuddannelse ditto. Derfor ryster vi i bukserne ved udsigten til, at en nyslået minister overser dyrekøbte erfaringer.

De uddannelser, der skal give udlændinge sproget til at deltage og bidrage aktivt til samfundet, er sat sammen, så de fungerer bedst muligt. Det er finmekanik. Og finmekanik går i stykker, hvis man piller for meget. Derfor er vi bekymrede for, at man ryster pæretræet så meget, så de gode frugter, vi har dyrket gennem de sidste 20 års erfaringer fra danskuddannelsen, falder til jorden.

Hvad kan vi sætte streg under efter en fejlslagen integrationsindsats fra slut 1960’erne til slut 1990’erne?  Blandt andet at det gør en forskel, hvor og hvordan udlændinge lærer sproget. Vi har erfaret, at:

• Man hurtigt kan lære de 25 sætninger, der skal til for at sætte varer på plads i Føtex. Men sprog lært sådan, er forsimplet og så afhængigt af konteksten, at det ikke kan omsættes til andre situationer. Får du nyt job, er det forfra. Og dét sprog hjælper heller ikke, når man skal begå sig i samfundet eller i børnenes institution.
• Professionel sprogundervisning giver kursisterne et systematisk skelet, som de kan hænge ord, de lærer, op på. Det er en mere effektiv måde at lære sprog på, viser undersøgelser. Allerbedst er kombinationen af at lære sproget systematisk og at bruge det i praksis.
• Noget, som har vist sig at fungere rigtig godt i danskuddannelserne, er opbygning efter kursisternes baggrund, at der er en tydelig progression i det, de lærer, og at lærerne er specialuddannede i dansk som andetsprog.

Den viden bør Mattias Tesfaye tage med, når han vil nærstudere integrationsområdet, for hvem vil gentage fejl, vi allerede har lært af?

Er det bare os, som er forandringsangste? Nej! Selv om vi begge har været i nærkontakt med området de sidste 30 år, kommer vi gerne med forslag til, hvor man kan rette luppen hen:

Man kunne undersøge, om afregningssystemet, hvor skolerne får 30 procent, når kursisterne begynder og 70 procent, når de afslutter, er konstruktivt? Eller medfører det, at man laver alle mulige tekniske krumspring for at få folk igennem – uanset om de reelt er klar eller gode nok til at bestå? Måske endda ved at sætte dem et niveau ned, så det, de skal bestå, ligger under det, de burde kunne?

Man kunne se på, om det er smart, at danskuddannelserne – modsat al anden undervisning – ikke afregnes med faste takster på finansloven? Når dét kombineres med konstante udbudsrunder, hvor pris vægter over kvalitet, medfører det så en nedadgående prisspiral, som presser kvaliteten?

Man kunne undersøge, om de hyppige – og ret endimensionelle – test, som kursisterne konstant skal igennem, virker? Eller ødelægger de det trygge læringsrum, der er så afgørende, når man lærer et andet sprog? Og måler de reelt, hvor godt dansk kursisterne taler? Ville længere, mere sammenhængende undervisningsforløb være mere hensigtsmæssige?

Eller hvad med at se på, om kvaliteten af undervisningen bliver påvirket, når lærerne uafbrudt skal forberede kursister på næste test – som i øvrigt skal bestås, hvis skolen skal hente 70 procent af deres tilskud?

Altså: Ingen forandringsangst her! Vi er varme fortalere for at videreudvikle undervisningen, så den i højere grad tilpasses den enkelte og dennes fremtid. Men i en eventuel revision af danskuddannelserne er det afgørende, at man adresserer de egentlige problemer.

Derfor anbefaler vi at se på vores forslag ovenover fremfor at skrue på strukturen, fordi man har glemt, at hele skelettet for en professionel danskuddannelse er opdeling efter baggrund og motivation, systematisk progression, kvalifikationskrav til undervisere og tydelige pædagogiske og faglige kompetencemål. 

Fjerner man opmærksomheden på de ting for at fylde hold op, laver man samtaleklubber, hvor folk kan mødes. Det er muligvis hyggeligt, men det skaber ikke klar progression i danskniveauet! Det kræver professionel sprogundervisning ud fra de enkeltes behov. Det er det, der er brug for.

Vi har tidligere været gennem en periode, hvor udlændinge, vi fik til landet, ikke fik sproglige kompetencer til at kunne bidrage og udvikle sig i og med vores samfund.

Vi har også været gennem en periode, hvor danskundervisningen lå i folkeoplysningen, og det var ikke effektivt. Der var ingen garanti for kvaliteten, og vi risikerer at skylle en integrationssucces ud med badevandet og smide guld på gaden.

For et samfund, der som vores skriger på arbejdskraft, er udlændinge med de rette sproglige kompetencer en kæmpe ressource. Vi har ikke råd til at lade være med at investere i deres dansk. Ikke kun for deres eller sprogskolernes skyld. Men for samfundet og samfundsøkonomien. For sproget er nøglen, og man kommer længere med pæredansk end pizzadansk.