Omfanget og håndteringen af anklagerne om krænkende adfærd i FH skal hurtigt belyses

Det er vigtigt, at den eksterne advokatundersøgelse, som FH’s forretningsudvalg har sat i værk, fortsat arbejder hurtigt for at få kortlagt og belyst forløbene om grænseoverskridende adfærd, der fik Lizette Risgaard til at trække sig som FH-formand.
Hånd siger stop

Kontaktperson

Efter Lizette Risgaard trak sig som formand for FH søndag den 30. april, har Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse om morgenen den 1. maj holdt endnu et ekstraordinært møde om sagen. Hovedbestyrelsen er forsat af den holdning, at det er vigtigt hurtigt at få belyst anklagerne om grænseoverskridende adfærd og håndteringen af dem.

Efter hovedbestyrelsens første møde om forløbet den 29. april skrev formand Hanne Pontoppidan til FH’s forretningsudvalg, at Uddannelsesforbundet tager anklagerne mod Lizette Risgaard dybt alvorligt, og at hovedbestyrelsen - udover det indholdsmæssige i klagerne - er bekymret over den manglende bevidsthed, Lizette Risgaard havde haft om sin magtposition.

I mailen understregede Hanne Pontoppidan også, at Uddannelsesforbundet står vagt om, at klager om upassende eller krænkende adfærd mod Uddannelsesforbundets medlemmer undersøges og vurderes, før der træffes beslutning om konsekvenserne. Det samme gælder for anklagerne mod Lizette Risgaard.   

Siden valgte Lizette Risgaard, efter flere fagforbund havde udtrykt mistillid til hende, at trække sig fra formandsposten i FH. Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse er forsat af den holdning, at anklagerne og håndteringen af anklagerne stadig skal undersøges hurtigt og grundigt.