OK26-aftale på plads for 25 private overenskomster

Uddannelsesforbundet er nået til enighed med Dansk Erhverv om fornyelse af en række almene virksomhedsoverenskomster samt overenskomsterne på de to private sprogcentre Sprogcenter Midt og AOF Job&Dansk. Læs om resultaterne her.

Resultaterne på de to private områder er i tråd med forligene på det kommunale og det statslige område. 

Der er således både solide lønstigninger, en ekstra barns sygedag og en fritvalgsordning blandt de resultater, som flere hundrede medlemmer kan se frem til, hvis aftalerne bliver godkendt. 

Reallønsudvikling sikret  

Med forliget er rammerne for lønudviklingen for de kommende tre år på plads. 

De generelle lønstigninger er samlet på 6,37 procent og fordeler sig jævnt over aftalens tre år. Med de nuværende forventninger til inflationen giver det en reallønsstigning på små to procent i perioden.  

Derudover stiger de lokale lønpuljer på begge områder.  

- Det er meget positivt, at vi nu også for de private medlemmer kan præsentere en ny overenskomst, der giver en reallønsstigning. Jeg er også glad for, at fritvalgsordningen, som er et af de krav, vi bragte til forhandlingsbordet, er kommet med. Den giver den enkelte mere fleksibilitet, siger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.  

Fleksibel fritvalgsordning og barns tredje sygedag  

Med den omtalte fritvalgsordning får ansatte mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed. Ordningen giver også ansatte, der ikke har ret til omsorgsdage eller seniordage, en særlig fritvalgsdag, og ansatte, som er fem år eller mindre fra at kunne gå på pension, får to ekstra seniordage. 

Er du forælder, vil du fremover have ret til fri på barnets tredje sygedag, ligesom dagen, hvor du bliver ringet hjem fra arbejde til et sygt barn, ikke længere bliver betragtet som barnets første sygedag.  

Du kan læse mere om resultaterne her

 

Kom til medlemsmøde og hør om resultatet på dit område  

På mødet vil du også få information om, hvordan godkendelse af overenskomsterne vil komme til at forløbe.