Et bredt flertal i Folketinget har afsat 600 millioner kroner til at løfte fagligheden og trivslen på blandt andet ungdoms- og voksenuddannelserne.
390 millioner kroner er afsat til at give et fagligt løft til især de elever og kursister, der skal til afsluttende prøver i løbet af foråret og sommeren, eller som har særlige behov. Og det tages der godt imod hos Uddannelsesforbundet.
- Vi er rigtigt glade for, at der er kommet, fordi der venter en stor opsamlingsopgave – både med hensyn til trivsel og faglig undervisning – når vi kommer tilbage, siger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.
Skal udvides til andre uddannelsesområderDesuden går 122 millioner kroner til uddannelsesforlængelser og skolepraktik på erhvervsuddannelserne, hvor det i særlig grad har været vanskeligt at undervise virtuelt i de praktiske fag.
- Det er supergodt, at der nu bliver kvitteret for vores udmeldinger om, at der er behov for at give tilbud om forlængelse. Vi håber og regner med, at det også bliver en mulighed på andre uddannelser, efterspørger Hanne Pontoppidan.
Hun henviser til, at det blandt andet burde gælde for FGU og AVU.
Lærere og elever må mødes i små grupper udendørsAftalen gør det endvidere muligt for lærerne og underviserne på ungdoms- og voksenuddannelserne at mødes – i faste grupper, udendørs og med afstand – med op til fire elever eller kursister, der mistrives eller savner motivation, ad gangen.
- Rigtig mange elever har stadig ikke mulighed for at have fysisk fremmøde. En hel del af dem er begyndt at have markante trivselsproblemer. Derfor er det godt med en mulighed for at kunne samle dem i små grupper på maksimalt fire ad gangen og være aktive med dem udenfor, fastslår Hanne Pontoppidan.