Hav fokus på den præsterede arbejdstid og nye opgaveoversigter i ungdomsskoler og på sprogcentre

En del af de kommunale sprogcentre og ungdomsskolerne skal til august tage hul på år 2 med den nye arbejdstidsaftale. Som TR skal du have øje for at få opgjort de enkelte læreres arbejdstid fra det seneste skoleår. Du skal også være med til at sikre brugbare opgaveoversigter.

Kontaktperson

På det kommunale område er ledelser og TR’er i ungdomsskoler og på nogle kommunale sprogcentre i gang med samarbejdssporet frem mod udleveringen af nye opgaveoversigter til kollegerne. For skolerne er det år 2, hvor der kan justeres og forbedres på arbejdet med arbejdstidsaftalen og særligt med opgaveoversigterne.

Brug de første erfaringer til nye opgaveoversigter

Der er erfaringer fra det første år med arbejdstidsaftalen. Opgaveoversigten for skoleåret 2022-23 skal udleveres af ledelsen fem uger før 1. august. Så absolut deadline for udlevering er den 27. juni.

Opgaveoversigten skal være et godt og brugbart budget for vurdering af en lærers årsværk, så det skal fremgå:

  • Om der er sammenhæng mellem tid og opgaver?
  • Om der er et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse?

Budgetter skal være så præcise som muligt. Det gælder også opgaveoversigter. Ændrer forholdene sig, justeres budgettet. Det gælder også opgaveoversigter – og der er regler i arbejdstidsaftalen herfor.

Er der overarbejde eller afspadsering?

På det kommunale område bliver det også snart tidspunktet for, at kollegerne får opgjort deres præsterede arbejdstid. Det sker senest i august måned, hvor eventuel overtid opgøres med henblik på udbetaling eller afspadsering med et plus på 50 procent.

Ledelsen bør derfor have udleveret opgørelser for de første tre kvartaler af skoleåret til den opgørelse.