Første OK26-forlig på plads for dig, der er kommunalt ansat

Aftalen lægger op til en ny treårig overenskomst, der blandt andet rummer generelle lønstigninger på i alt 6,27 procent og en nyoprettet fritvalgsordning. Vi går nu i gang med at forhandle de specielle vilkår med arbejdsgiverne.

12 dage. Så lang tid strakte forhandlingerne mellem de faglige organisationer og KL (Kommunernes Landsforening) sig, inden parterne i går aftes kunne præsentere et fælles OK-forlig for alle ansatte i kommunerne. 

Baggrunden for det usædvanligt lange forhandlingsforløb har været hårde forhandlinger om blandt andet nye elementer som fritvalgsordning og barns sygdom. Men med et underskrevet forlig er rammerne for lønudviklingen for de kommende tre år nu på plads, og Uddannelsesforbundet kan fortsætte forhandlingerne om de specielle vilkår med arbejdsgiverne.

Aftalen har betydning for dig, der er medlem af Uddannelsesforbundet og ansat på et kommunalt sprogcenter, i ungdomsskolen eller i den kommunale beskæftigelsesindsats. 

- Der er landet et generelt forlig med generelle lønstigninger, der giver reallønsstigning. Det har været vigtigt for os, siger Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.

Din købekraft stiger

Mærkbare lønstigninger har været et centralt krav fra Uddannelsesforbundet og de andre faglige organisationer. 

Med en forventet inflation over de næste tre år på omkring 4,36 procent sikrer de 6,27 procent i generelle lønstigninger en reallønsforbedring for alle kommunalt ansatte.

Derudover er der afsat 2 procent af den samlede økonomiske ramme på 9,2 procent til organisationsforhandlingerne, der nu går i gang med arbejdsgiverne. Vi har derfor endnu ikke det fulde billede af, hvor meget din løn kommer til at stige samlet i overenskomstperioden.

Også frit valg i kommunerne 

Som det var tilfældet i den statslige aftale, rummer den generelle aftale på det kommunale område også en nyoprettet fritvalgsordning.

Den træder i kraft fra januar 2028 og giver dig mulighed for at vælge om du ønsker en del af din løn som frihed eller pension i stedet, ligesom alle, der ikke har ret til omsorgsdage eller seniordage, ret til en fritvalgsdag.

- En fritvalgsordning var et af de krav, som Uddannelsesforbundet har bragt til forhandlingsbordet, og jeg er derfor meget glad for at se, at den er kommet ind i aftalen, siger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.

Også på andre områder bidrager aftalen med mere fleksible arbejdsvilkår. For eksempel kan forældre fremover være hjemme på hjemkaldelsesdagen og tre følgende sygedage, når et barn er syg. 

Nu venter anden del af forhandlingerne

De næste dage går forhandlingerne om vilkårene for hver enkelt af Uddannelsesforbundets kommunale overenskomster i gang. Det er her, vi forhandler de specielle krav, vi har stillet ved OK26. 

Når de er afsluttet, tager Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse stilling til de samlede resultater og kommer med en anbefaling forud for urafstemningen. 

Ved urafstemningen får alle medlemmer på kommunale overenskomster mulighed for at stemme. Vi forventer, at den bliver gennemført i april. 

Læs mere

Du kan følge forhandlingerne og læse hele aftalen her.