FGU Danmark: Så er det nu, hvis vi skal redde FGU

19 nye anbefalinger skal være med til at redde en presset FGU-sektor, før det går galt. Økonomien skal gøres bæredygtig, og de unge skal selv kunne vælge FGU, lyder det blandt andet fra FGU Danmark.

Det er efterhånden ”old news”, at FGU-sektoren er presset af underskud, færre elever end forventet og en forældet bygningsmasse. Nyt er det til gengæld, at FGU Danmark lancerer 19 helt konkrete anbefalinger i et opråb til politikerne.

Anbefalingerne er en hurtigtarbejdende taskforce – og en referencegruppe – nået frem til i fællesskab, og helt centralt i anbefalingerne er et ønske om, at FGU udover at få en bæredygtig økonomi – i modsætning til hvad tilfældet er i dag – også i langt højere grad bliver noget, den unge selv aktivt kan vælge til.

"Det haster som i ”lige nu” at få en bæredygtig landing på FGUs økonomi og aktivitetstal."
Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

Uddannelsesforbundet har været med til at formulere anbefalingerne, og støtter i høj grad tiltaget. Formand, Hanne Pontoppidan, understreger, at der er tale om et akut behov for at handle:

- FGU har akut brug for hjælp! Der bliver udskrevet valg indenfor det næste år, og måske tidligere, og så går alt i stå i en længere periode. Det her skal på plads inden. Det haster som i ”lige nu” at få en bæredygtig landing på FGU’s økonomi og aktivitetstal, siger hun med reference til, at der kommer langt færre elever, end man havde forventet på FGU, og at økonomien har vist sig at være stærkt utilstrækkelig.

Frit tilvalg og fri afkrydsning

De lave elevtal skal man komme til livs på flere måder, fremgår det af anbefalingerne.

Kommunerne skal fortsat kunne henvise unge til FGU efter princippet om, at alle unge uden uddannelse og job, og som er på offentlig forsørgelse, skal modtage et tilbud om FGU. Men derudover anbefaler FGU Danmark, at der indføres frit optag til FGU for elever i målgruppen med henblik på at ligestille unges adgang til FGU og ungdomsuddannelserne.

Hanne Pontoppidan bakker op om anbefalingen. Hun foreslog allerede i februar i et debatindlæg i Altinget, at FGU bør være – og præsenteres som – et reelt valg svarende til ungdomsuddannelserne eksempelvis ved at optræde på lige linje med de uddannelser, som de unge kan krydse af på skemaet til den koordinerede tilmelding.

- FGU bør være sidestillet de uddannelsesvalg, den unge kan træffe, for eksempel ved mulighed for afkrydsning af uddannelsesvalg efter 9. klasse og også med mulighed for brobygning i 8. og 9. klasse, fremhæver formanden.

Brug for bæredygtig økonomi

Også økonomisk skal man sidestille FGU med ungdomsuddannelser, lyder pointen fra formand, Hanne Pontoppidan:

- Som anbefalingerne fremhæver, er der i den grad brug for at se på de økonomiske rammer for FGU. Der skal sikres en mere konjunkturuafhængig finansiering, men det gør det ikke alene. Pengene er simpelthen for små og tager ikke højde for antallet af ordblinde, tosprogede, de unges behov for vejledning eller unge med psykiske problemer, understreger Hanne Pontoppidan.

Faktisk er unge dårligere stillet på FGU end på andre uddannelser, når det kommer til støttetimer, uddyber formanden:

- Det er ikke rimeligt, at den institution, der har allerflest unge med psykiske udfordringer, ikke har mulighed for at tilbyde unge de støttetimer, de har brug for.

Med anbefalingerne håber FGU Danmark, at der nu vil ske politisk handling.

- Vi hører alle de gode intentioner i ministerens taler og ordførernes indlæg. Nu skal de så også bare gøres til virkelighed, pointerer Henrik Hvidesten i Altinget.dk.

Her er medlemmerne af taskforcen og referencegruppen

Taskforce:

  • Henrik Hvidesten (formand – udpeget af kommunerne).
  • Michael Brandt (DI-udpeget).
  • Repræsentant fra FH (ikke udpeget endnu).
  • A.Neil Jacobsen (udpeget af erhvervsskolerne).
  • Henrik Mikkelsen (medarbejderrep.).
  • Kim Kabat (direktør FGU Østjylland).
  • Gert Møller (direktør FGU Syd- og Vestsjælland).
  • Hanne Fischer (direktør FGU Vestegnen og formand for rektorkollegiet).
  • Lone Hansen (rektor FGU Hovedstaden og næstformand for rektorkollegiet)
  • Jesper Madsen (direktør FGU Midt- og Østsjælland). 

Referencegruppe:

  • Per Ulner Nielsen, Uddannelsesforbundet.
  • Michael Jensen, Uddannelseslederne.
  • Ebbe Bertelsen, Modstrøm.
  • Kristine Wiberg Plougsgaard, KL.
  • Søren Melcher, DI.
  • Morten Smidstrup, FH.

Du kan læse alle anbefalingerne herunder.