Ved forlængelsen af lønkompensationsordningen på grund af corona-situationen har en ny lov gjort det muligt igen at fravige enkelte regler i loven eller overenskomst om varsling af ferie og anden frihed.
Hvis du er hjemsendt efter lønkompensationsordningen, kan du nu pålægges at holde en feriedag eller anden frihed pr. 28 kalenderdage, du er hjemsendt. Du kan dog selv vælge, om du afvikler dagen som afspadsering, feriefridag eller anden opsparet frihed i stedet.
Er du hjemsendt allerede fra den 18. januar 2021, kan du pålægges at holde en dag allerede efter de første 21 dage.
Du kan maksimalt pålægges at holde i alt fem dage i hjemsendelsesperioden, og hvis du allerede har holdt ferie, afspadsering, feriefri mv. efter den 17. januar 2021, indgår disse dage i beregningen.
Din arbejdsgiver skal varsle dig mindst én dag i forvejen.
Allerede planlagt ferie i perioden afholdes som aftalt, men dagene indgår naturligvis i opgørelsen af de maksimalt 5 dage.