Faglærte, der læser videre, klarer sig ofte bedre, end dem, der har en gymnasial baggrund. De har lavere frafald end deres medstuderende med en gymnasial uddannelse. Flere end ni ud af ti er i beskæftigelse året efter endt uddannelse, hvilket er lidt flere end blandt studenter, der læser videre. Også når det gælder indkomsten for de nyuddannede, der har gennemført en videregående uddannelse, så klarer dem med faglært baggrund sig bedre.
Det viser analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og det er man glad for at få dokumenteret hos Uddannelsesforbundet.
- Alle ved, at erhvervsuddannelserne umiddelbart fører til job. Mange ved, at der også er gode beskæftigelsesmuligheder, og nogle få har blik for den store fleksibilitet, en erhvervsuddannelse fører med sig. Men det er stadig nyt for mange, at en erhvervsuddannelse også åbner veje til videreuddannelser, og ikke bare åbner, men faktisk forbedrer de unges mulighed for at gennemføre en videreuddannelse, påpeger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.
Bør blive en del af vejledingsindsatsen15 procent af de nye studerende, der påbegynder en kort eller mellemlang videregående uddannelse, har en faglært uddannelse med sig.
Men langt flere unge bør, allerede inden de vælger ungdomsuddannelse, gøres opmærksom, at man faktisk sagtens kan tage en videregående uddannelse via erhvervsuddannelserne, mener Uddannelsesforbundet.
- Det bør simpelthen blive en del af den fremtidige vejledningsindsats i forbindelse med valget af ungdomsuddannelse. Det er vigtig information til både de unge og deres forældre, og det kan måske få flere til at få øjnene op for, at en erhvervsuddannelse er en fantastisk helgardering, som giver gode muligheder videre i livet, påpeger Hanne Pontoppidan.