Vigtige spørgsmål om FGU i ny rapport

En ny rapport fra VIVE adresserer ti vigtige spørgsmål om FGU. Blandt andet hvad der skal til, for at undervisningen bliver mere praksisnær, og hvordan lærerne kan blive klædt bedre på til at håndtere diagnoser.

Selvom størstedelen af eleverne på FGU trives, og de fleste kommer videre i uddannelse eller beskæftigelse, er der fortsat udfordringer med, at en større gruppe elever falder fra.

- I betragtning af, at FGU-elever er en gruppe, der aldrig har gået den lige vej, og at mange af dem har slået sig på systemet og livet, så synes jeg, at frafaldet er begrænset. Men man skal altid forsøge at forstå frafaldet og om man kan gøre tilbuddet bedre. Det er dog en væsentlig pointe, at det går rigtig mange rigtig godt, lyder den umiddelbare kommentar fra Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan. 

Undersøgelser viser, at elever, der ikke starter på en ungdomsuddannelse eller kommer i beskæftigelse efter et fuldført eller afbrudt FGU-forløb, er betydeligt mere udsatte. Så hvordan løfter vi FGU som uddannelsestilbud, så endnu flere elever gennemfører FGU og kommer videre til en ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse? 

Det er omdrejningspunktet for en ny analyse fra VIVE. De har gennem en systematisk afdækning blandt elever, medarbejdere og fagpersoner formuleret 10 prioriterede spørgsmål, som der mangler svar på for at styrke FGU-elevers uddannelsesforløb og deres overgang til uddannelse eller beskæftigelse.

De ti spørgsmål er følgende:

De vigtige spørgsmål, der mangler svar på

  1. Hvordan løses paradokset, at FGU ikke er en specialskole, men mange af de unge, der tilhører målgruppen, har behov for rammer, som kan understøtte deres individuelle og særlige behov?
  2. Hvordan kan FGU bedst støtte elever i overgangen til videre uddannelse eller beskæftigelse?
  3. Hvordan kan man arbejde med at forbedre FGU-institutionernes ry?
  4. Hvordan kan undervisningen på FGU gøres mere praksisnær og virkelighedsnær, så eleverne bliver bedre forberedt på efterfølgende beskæftigelse eller uddannelse?
  5. Hvordan kan lærere på FGU opkvalificeres/ uddannes til bedre at forstå og håndtere elever med diagnoser?
  6. Er den toårige maksimale varighed tilstrækkelig i forhold til elevernes behov for faglig, social og personlig udvikling?
  7. Hvordan kan FGU skabe mere fleksible rammer og individuelt tilrettelagte forløb med udgangspunkt i den enkelte elevs behov?
  8. Hvordan oplever tidligere FGU-elever deres forløb, og hvad peger de selv på har haft størst betydning for, om de er kommet videre efter FGU?
  9. Hvordan kan FGU arbejde med at styrke elevernes robusthed, selvstændighed samt ansvar for egen udvikling?
  10. Hvordan kan rammerne for arbejdet med elevernes portfolio struktureres bedre, så det er tydeligere for eleverne, hvad der forventes?

Rapporten fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, er blevet til i et samarbejde med TrygFonden. 

Formand: Der er brug for efteruddannelse

Uddannelsesforbundet hæfter sig særligt ved rapportens spørgsmål fire og fem, som handler om, hvordan undervisningen på FGU kan gøres endnu mere praksisnær, og hvordan lærerne på FGU kan opkvalificeres til bedre at forstå og understøtte elever med diagnoser.

Hanne Pontoppidan genkender især den del med efteruddannelsen.

- Vi hører igen og igen fra lærerne, at diagnoserne fylder. Mange elever har brug for SPS, men kan ikke få det til psykiske funktionsnedsættelser. Det udfordrer i undervisningen. Lærerne efterspørger større viden, større handleberedskab og bedre tid i dagligdagen til at kunne gå fra med enkeltelever. Der er altså brug for efteruddannelse og bedre rammer i dagligdagen, siger formanden. 

Hun hæfter sig ved, at både den praksisnære undervisning og lærernes kompetencer i analysen bliver anerkendt som centrale indsatsområder i udviklingen af FGU.

I Uddannelsesforbundet vil man arbejde for, at begge dele bliver prioriteret politisk, så FGU som uddannelsestilbud vil stå endnu stærkere, fastslår Hanne Pontoppidan.