Enig hovedbestyrelse peger på ny formandsduo som arvtager, når Hanne Pontoppidan går af

Når Hanne Pontoppidan til november afleverer formandsstafetten videre, bakker Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse op om Jacob Gjelstrup og Henrik Dyrby Mogensen som henholdsvis formand og næstformand.
Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen bakker op om Jacob Gjelstrup (nummer fire fra venstre) og Henrik Dyrby Mortensen (yderst til venstre), som stiller op som formand og næstformand ved Uddannelsesforbundets kongres til november. Foto: Marianne Jørgensen

Til Uddannelsesforbundets kongres den 14.-15. november 2026 skal der for første gang i 28 år vælges en ny formand, når Hanne Pontoppidan går på pension.

Og der er allerede to, der har meldt deres kandidatur til formandskabet.

Jacob Gjelstrup, nuværende formand for Sektionen for danskuddannelse og beskæftigelsesområdet, stiller op som formand. Næstformand i Uddannelsesforbundet Henrik Dyrby Mogensen ønsker at fortsætte på posten den kommende kongresperiode. 

Det makkerskab bakker en samlet hovedbestyrelse op om.

Erklæring fra hovedbestyrelsen

Som samlet hovedbestyrelse er vi rigtig glade for, at Henrik og Jacob stiller sig til rådighed som formandskab. For os er det vigtigt med den kombination af nytænkning og kontinuitet som Henrik og Jacob repræsenterer i forhold til såvel organisatoriske som uddannelses- og fagpolitiske spørgsmål.

Samtidig vil vi gerne sige tusind tak til Hanne for de mange år i medlemmernes tjeneste og ser frem til at hjælpe det nye formandskab med at opveje det store videnstab, som Hannes afgang uden tvivl vil afstedkomme.

Stor styrke i forskellige forcer 

Rune Bille, formand for FGU-sektionen, uddyber hovedbestyrelsens erklæring:

- Det er vigtigt, at vi ikke får et helt nyt formandskab, når Hanne går af. Jeg synes, at Jacob og Henrik supplerer hinanden rigtig godt. De dækker vores medlemsgrupper og ansættelsesområder bredt og har tilsammen en stor viden, så jeg er slet ikke i tvivl om, at de vil komplementere hinanden, og at de kommer til at arbejde rigtig godt sammen som formandskab.

- Nu handler det for os i hovedbestyrelsen om at støtte op og fortsætte det gode arbejde, der allerede er i gang. Der er ingen tvivl om, at det bliver vigtigt, at vi alle i hovedbestyrelsen hver især byder ind med de kompetencer og den viden, vi har, når en formand takker af efter så mange år. 

Også hovedbestyrelsesmedlem Peter Hassert Nielsen, der repræsenterer erhvervsskolerne, ser en stærk duo i de to kandidater.

- Jeg blev glad, da jeg hørte, at de to melder deres kandidatur, og jeg kan personligt støtte op om dem som samlet formandskab. Henrik har en virkelig stor viden efter at have arbejdet med erhvervsskoleområdet i mange år og ved også meget om den kommende EPX, så at vi kan beholde hans viden, er supervigtigt. 

- Jacob har stærke kompetencer i forhold til at danne politiske relationer og være ansigtet udadtil, så jeg er sikker på, at han er den rette til at følge i det spor, som Hanne har trådt gennem så mange år.

Læs også: Formand i 28 år: Nu siger Hanne Pontoppidan farvel

Kongressen vælger formand og næstformand

Beslutningen om, hvem der skal være formand og næstformand, er en demokratisk beslutning, som de delegerede til kongressen skal stemme om. 

De to kandidater får lejlighed til selv at begrunde deres motivation for at stille op, når der den 3. oktober bliver offentliggjort kandidaturer til posten som formand og næstformand på Uddannelsesforbundets hjemmeside. 

Andre forslag til opstilling af kandidater til formands- og næstformandsposten kan sendes til Uddannelsesforbundet senest den 3. oktober. 

Frist for opstilling af kandidater til hovedbestyrelsen er den 1. november for foreningsområdet, mens fristen for sektionerne er den 23. november.

Læs mere om kongressen her