- Jeg havde troet, jeg i det mindste kom gennem beretningen uden at græde, sagde Hanne Pontoppidan fra scenen på Uddannelsesforbundets kongres, hvor hun, allerede inden den første time var gået, grådkvalt måtte have kleenex frem.
Dem blev der brug for mange gange, for vandet stod usædvanligt højt i øjnene på Hanne Pontoppidan på hendes sidste kongres. Efter 28 år som formand gav hun efter hyldesttaler, hilsner fra medlemmer og store klapsalver stafetten videre til Jacob Gjelstrup.
- Vi er gået benhårdt efter resultater. Det er med stolthed, jeg har stået i spidsen, lød det fra Hanne Pontoppidan på podiet, mens stemmen atter knækkede og en ny kleenex måtte frem.
Hanne Pontoppidan var med, da Uddannelsesforbundet blev dannet, da FGU blev til, og da lærerne blev lockoutet i 2013 – en begivenhed, hun har kaldt det klare lavpunkt i sin karriere.
Men når hun skal pege på det, hun er allermest stolt af at give videre, handler det om fællesskabet og de resultater, medlemmerne har skabt sammen.
– Jeg synes, vi sammen har skabt et stærkt forbund, der både lykkes med at påvirke rammerne for gode uddannelses- og vejledningstilbud til unge og voksne og med at indgå aftaler om arbejds- og ansættelsesvilkår, der gør det attraktivt at arbejde inden for vores områder, siger hun.
Hun fremhæver også solidariteten mellem medlemsgrupperne, som blandt andet har bidraget til overenskomstdækning af flere arbejdspladser og forbedringer for EUD-lærerne ved OK26.
Hendes vigtigste råd til Jacob Gjelstrup kan siges med få ord:
– Bevar overblikket og vær tilgængelig.
For der bliver nok at holde styr på. Frem mod 2030 skal den nye gymnasieuddannelse EPX og et ændret institutionslandskab på plads. Det vil få stor betydning for medlemmernes arbejdspladser – og stille nye krav til forbundet selv.
Derfor har kongressen besluttet at sætte et analysearbejde i gang, som skal munde ud i et forslag til en ny struktur. Forslaget skal behandles på kongressen i 2029.
Jacob tager over: Her er, hvad du kan forvente af din nye formand
Selv efter næsten tre årtier på formandsposten har Hanne Pontoppidan aldrig sluppet sin identitet som lærer.
– Jeg er stadig lærer! svarede hun prompte, da Uddannelsesbladet i et tidligere interview spurgte, hvor længe hun havde været lærer, inden hun blev formand.
For hende har formandsposten altid været et tillidshverv. Lærer er det, hun er.
Nu venter mere tid med familien i Horsens efter mange år med lange arbejdsdage og pendling til København.
Efter 28 år takker hun af. Formanden, der først og fremmest var lærer
Men det er ikke uden vemod, at hun forlader det faglige fællesskab.
– Jeg er så taknemmelig over at have haft muligheden for at tale på vegne af vores mange dygtige medlemmer – og så i så mange år, siger hun.
Privat:
Udvalgte nedslag i karrieren:
Hun kommer især til at savne samarbejdet med medlemmer, tillidsvalgte, kolleger og samarbejdspartnere om at skabe bedre vilkår for både undervisere og elever.
– Det er gennem et stærkt samarbejde, at man for alvor kan løfte. Og når det virkelig løfter, så er det en helt fantastisk fornemmelse. Det vil jeg virkelig savne at være en aktiv del af.
I et tidligere portræt fortalte Hanne Pontoppidan, at regnfrakken var hendes vigtigste arbejdsredskab. Hun var altid på vej et sted hen for medlemmerne. Og når noget blev svært, gjaldt det om at trække i gummistøvlerne og komme afsted.
Nu kan gummistøvlerne for en stund plantes solidt i Horsens.
Og måske Hanne Pontoppidan alligevel dukker op til næste kongres som medlem. I hvert fald blev hun på denne hendes sidste kongres som formand som en helt særlig gestus udnævnt som livslangt æresmedlem for sin utrættelige indsats for at skaffe bedre vilkår til medlemmerne.
