En leder i folkeskolen skal kunne give et rødt kort og bortvise en elev, der for eksempel er voldelig eller begår hærværk på skolen. Eleven skal kunne sendes over i et andet tilbud – typisk på en ungdomsskole – i op til 50 dage.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i en udtalelse til Berlingske Tidende. Og til Politiken forklarer hun, at ”det ikke skal være det mest prangende tilbud” med henvisning til ungdomsskolen.
I Uddannelsesforbundet er man overrasket over statsministers retorik, som bærer præg af et manglende kendskab til ungdomsskolens tilbud.
- Ungdomsskolerne er hamrende dygtige til at nå elever, der ikke trives i folkeskolen. Men det vil være fuldstændigt forfejlet at tvinge unge over i et ungdomsskoletilbud som en del af en straffeekspedition. Det gør ikke noget godt for hverken den konkrete unge eller de mange unge, der går i ungdomsskolens tilbud, fordi det er det bedste for dem, lyder det fra Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan:
- Det risikerer at underminere årtiers professionelle viden, pædagogiske erfaring og dokumenterede resultater i ungdomsskolerne.
Hanne Pontoppidan mener, at det er fuldt forståeligt og nødvendigt at tage debatten om uro, vold og grænseoverskridende adfærd i folkeskolen. Ingen skal udsættes for et utrygt arbejdsmiljø – hverken elever, lærere eller ledelser:
- Men det er afgørende, at de politiske og offentlige svar på problemerne er kvalificerede, gennemtænkte og hviler på et solidt fagligt fundament, siger hun.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har netop sendt et lovforslag i høring om blandt andet en lærers mulighed for fysisk indgriben. Det gælder, hvis en elev for eksempel begår hærværk, krænker andre fysisk eller psykisk, eller væsentligt forstyrrer undervisningen for andre. Her vil Uddannelsesforbundet også give sine svar til høringen.
"Det risikerer at underminere årtiers professionelle viden, pædagogisk erfaring og dokumenterede resultater i ungdomsskolerne."
Også Ungdomsskoleforeningen har problematiseret udmeldingen om straf med rødt kort og bortvisning. På den ene side ser man statsministerens udtalelse som en ”positiv anerkendelse af ungdomsskolernes kompetencer og resultater”. På den anden side er man også her bekymret over statsministerens retorik:
”Det skaber et billede af, at ungdomsskolen er et sted, man sendes hen som en konsekvens – og det er langt fra det, vi står for (…) Ungdomsskolen er et tilbud, der bygger på relationer, tillid og samarbejde. Vores fokus er ikke at ekskludere, men at skabe deltagelsesmuligheder, læringslyst og trivsel,” skriver de blandt andet i en pressemeddelelse.
- Det er vi fuldstændig enige med ungdomsskoleforeningen i, understreger Hanne Pontoppidan.
"Det skyldes jo ikke magisk formåen, at de unge falder til ro og finder fodfæste i ungdomsskolens tilbud."
Folkeskolen kan af forskellige årsager ikke rumme de unge, der går i ungdomsskolens heltidsundervisning. Det er blandt andre unge med skolevægring, mistrivsel og diagnoser samt kriminalitetstruede unge. Men, pointerer hun:
- De kommer i ungdomsskolen, fordi forældrene efter vejledning og grundig information vurderer, at deres børn får et mere relevant tilbud der. Det er ikke en straf.
Tværtimod møder de i heltidsundervisningen en specialiseret uddannelsesinstitution med en stærkere normering og en anden pædagogik end i folkeskolen, der kan give unge med komplekse behov muligheder for at trives og udvikle sig. Det er også et tilbud, der giver en større mulighed for at være fleksible i forhold til den unge, forklarer Hanne Pontoppidan.
- Det skyldes jo ikke magisk formåen, at de unge falder til ro og finder fodfæste i ungdomsskolens tilbud. Det skyldes knaldhamrende dygtige lærere og forskelle i rammerne i forhold til, hvad folkeskolen kan levere, lyder det.
Både Ungdomsskoleforeningen og Uddannelsesforbundet håber i stedet, at ungdomsskolernes tilbud bliver set som en del af løsningen på en samlet uddannelsespolitik i kommunerne, og at de bliver tænkt med i denne løsning.
For eksempel kan kommunerne i dag tilbyde et forløb i heltidsundervisningen, men Uddannelsesforbundet ser gerne, at det bliver et skal:
- Det betyder en ulighed uddannelsesmæssigt, at det kun er nogle kommuner, der tilbyder stærke, konsistente heltidsforløb. Hvis det blev et tilbud, som kommunerne i stedet skal tilbyde, vil man sikre, at alle unge, der falder uden for folkeskolens almindelige rammer, får en reel chance for at udvikle sig fagligt, socialt og personligt, siger Hanne Pontoppidan.