Her tæt på sommerferien er det vigtigt, at TR følger op på den forberedelse af næste skoleårs arbejdstid, som er foregået i foråret mellem TR og ledelsen.
Lige nu er det tæt på, at opgaveoversigterne skal udleveres til lærerne. Ifølge arbejdstidsaftalen skal hver enkelt lærer senest fem uger før det nye skoleår have udleveret sin arbejdstidsaftale. Det vil sige den 25. juni, da skoleåret og den nye normperiode begynder 1. august.
Forinden skal indholdet i oversigten været drøftet mellem leder og hver enkelt lærer. Opgaveoversigten er lærerens ”tidsbudget” for arbejdet, som skal sikre, at der er sammenhæng mellem lærerens tid og opgaver. Opgaveoversigten skal også give klarhed over, om forholdet mellem undervisning og forberedelse er rimeligt.
A20-aftalen slår fast, at skoleårets planlagte tid til undervisning, estimeret tid til individuel forberedelse, estimeret tid til evt. opgaver, der planlægges senere, og estimeret tid til opgaver, som skønnes til mindst 60 timer, skal fremgå af oversigten.
Opgaveoversigten skal dermed give læreren et godt grundlag for at vurdere om der er sammenhæng mellem tid og opgaver i det kommende skoleår.
En anden vigtig opmærksomhed er opgørelsen af lærernes præsterede arbejdstid, som sker hvert kvartal. Ved skoleårets afslutning skal arbejdstiden opgøres og evt. overarbejde godtgøres med tillæg på 50 procent i afspadsering eller udbetaling.