Uddannelsesforbundets vigtigste styrke er den direkte relation til medlemmerne på skolerne, uddannelsesstederne og jobcentrene. Når vi i den kommende periode skal kæmpe for respekten for vores faglighed midt i store omvæltninger, skal vi gøre det sammen. Derfor stiller jeg op som formand for Uddannelsesforbundet til kongressen den 14. og 15. november.
Jeg er stærkt motiveret af mødet og dialogen med Uddannelsesforbundets medlemmer. Selve drivkraften i det politiske arbejde som formand er for mig den nære relation til hverdagen for vores medlemmer. I min tid som sektionsformand for danskuddannelse og beskæftigelse har møderne med sektionens medlemmer styrket mit daglige arbejde og ikke mindst mit samarbejde med tillidsrepræsentanterne.
Jeg ønsker, at Uddannelsesforbundet bliver en kompromisløs stemme, når det gælder vores medlemmers faglighed. Vores medlemmer løfter en kolossalt vigtig samfundsopgave, og det må aldrig blive glemt, mens reformer og store forandringer brager af sted. Som formand vil jeg arbejde benhårdt for respekten for vores medlemmers kompetencer.
I en kongresperiode, hvor store forandringer ligger foran os, er sammenholdet og fællesskabet fuldstændig afgørende for, at vi kan stå stærkt over for politikere og arbejdsgivere både før og efter store forandringsprocesser.
Derfor skal vi fastholde en konsekvent stemme om EPX og den praksisfaglighed, vi mener, der skal gennemsyre hele uddannelsen, for at den kan blive en succes, og for at alle elever kommer til at mærke en styrket motivation for uddannelse. EPX får kun motiverede elever, hvis uddannelsen bliver et reelt praktisk alternativ til det almene gymnasium, og det forudsætter, at underviserne på EPX har den nødvendige praktiske faglighed.
Vi skal insistere på, at voksenuddannelsesområdet skal styrkes, og at vi i en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft bør investere i opkvalificering samt efter- og videreuddannelse af voksne og i danskuddannelse til voksne udlændinge.
Og vi skal arbejde tæt sammen for at styrke fællesskaberne lokalt. Vi har stadig kolleger, som ikke er med i vores faglige fællesskab. Derfor skal vi sammen lykkes med at styrke fortællingen om vores faglighed, og sammen skal vi vise, hvordan vi er lykkedes med at få indflydelse på stort og småt i vores arbejdsliv, så vores kolleger, der endnu ikke er medlemmer, bliver motiveret til også at være med.
Jeg er klar til at påtage mig opgaven som formand for Uddannelsesforbundet. Jeg er klar til at løfte de politiske ambitioner, kongressen beslutter, og jeg er klar til at være en markant stemme over for vores politikere og vores venner i fagbevægelsen og bruge min erfaring fra 23 år som underviser og 10 år som tillidsrepræsentant som min faglige ballast.
48 år gammel. Bor i Holstebro med sin kone og sin datter
Udpluk af CV: