Er du ny arbejdsmiljørepræsentant, skal du gennemføre en obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse inden for de første tre måneder efter, at du er blevet valgt. Uddannelsen varer tre dage og giver dig den grundlæggende viden om arbejdsmiljø.
Du har ret til supplerende uddannelsesdage
Inden for det første år som AMR har du udover den obligatoriske uddannelse også ret til et tilbud om to supplerende uddannelsesdage, ligesom du har ret til 1,5 dage de følgende år.
Den supplerende uddannelse skal give dig viden og kompetencer, som er relevante for arbejdsmiljøet i virksomheden og for arbejdsmiljøorganisationens behov for kompetenceudvikling. Her i Uddannelsesforbundet tilbyder vi også disse uddannelsesdage. Hold øje med vores arrangementer for, hvor og hvornår det foregår.
Se Uddannelsesforbundets arrangementer her
Vi anbefaler, at den supplerende uddannelse er en integreret del af målene for det arbejdsmiljøarbejde, der bliver opstillet ved den årlige drøftelse i arbejdsmiljøorganisationen. Skal der for eksempel være fokus på vold og trusler på arbejdspladsen, er det vigtigt, at et eller flere af medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen lærer, hvordan man forebygger problemerne.
Din arbejdsgiver skal lave en kompetenceplan
Din arbejdsgiver skal hvert år sørge for, at der ud fra arbejdspladsens arbejdsmiljøbehov bliver udarbejdet en kompetenceudviklingsplan for supplerende uddannelse.
Din arbejdsgiver skal dække din tid og dine udgifter til uddannelsen
Din arbejdsgiver har pligt til at sørge for, at du som AMR har den nødvendige tid til opgaverne. Det betyder, at din arbejdsgiver skal dække indtægtstab og andre udgifter, som knytter sig til din udførelse af hvervet som AMR. Det gælder både i forhold til arbejdsmiljøuddannelsen og rollen som AMR generelt.
Du kan finde mere information om uddannelsen til AMR på Arbejdstilsynets hjemmeside.