Processen ved valg af tillidsrepræsentant

I kan som udgangspunkt vælge en TR og eventuelt en TR-suppleant, hvis I er fem ansatte på arbejdspladsen i samme overenskomstgruppe. Der bør afholdes valg hvert andet år. Læs om processen her.

Der er få, men vigtige ting, du og dine kolleger skal være opmærksomme på, når der skal vælges TR.

Husk dette, når I skal afholde valg 

  • Aftal, hvem der står for det praktiske med at gennemføre valget. Ofte er det den nuværende TR eller den, der stiller op som TR.
  • Oplys alle, der er omfattet af overenskomsten om, hvor og hvornår valget foregår.
  • Husk også at informere medarbejdere på orlov, uddannelse og ferie. De har også stemmeret. 
  • Oplys, hvad valget drejer sig om. Er det for eksempel både TR og TR-suppleant, der skal vælges. Særligt, hvis der er flere kandidater, er det relevant, at kandidaterne forklarer, hvorfor de opstiller, og for mulighed for at besvare spørgsmål. 
  • Oplys, at kun medlemmer kan stille op. 
  • Hvis der er flere kandidater, skal der være en afstemning. 
  • Aftal, om I stemmer ved håndsoprækning eller skriftligt.
  • Nedsæt et stemmeudvalg, som tager sig af stemmeoptællingen.
  • Den kandidat med flest stemmer er valgt.

Hvis der kun er opstillet én kandidat, er der ikke krav om at gennemføre en afstemning.

Tal med Uddannelsesforbundet, hvis I er i tvivl om, hvad der vil være bedst.  

TR’s første opgave efter valget - anmeld valget

Den valgte TR informerer efter valget alle kolleger om resultatet af valget. Også de kolleger, som ikke deltog i valghandlingen.  

Den valgte TR informerer også ledelsen om valget. Hvis du er blevet valgt, kan du for eksempel skrive, at du ser frem til samarbejdet, og orientere dem om, at Uddannelsesforbundet sender en formel anmeldelse til skolen.

Uddannelsesforbundet skal hurtigst muligt have besked om, hvem der er valgt som TR og/eller TR-suppleant. Det gælder både ved nyvalg og genvalg. Når Uddannelsesforbundet har godkendt valget og har givet skriftlig besked til ledelsen, er valget korrekt anmeldt.

Som udgangspunkt træder din beskyttelse som tillidsrepræsentant i kraft, når du har informeret ledelsen om valget. Men ledelsen har formelt en frist på tre uger, efter at de har modtaget den skriftlige meddelelse fra Uddannelsesforbundet, til at gøre indsigelse imod valget

Typiske spørgsmål om valg af TR