Hvorfor kompetenceudvikling?
Som arbejdsplads er målet med kompetenceudvikling blandt andet, at du og dine kolleger kan medvirke til at indfri arbejdspladsens strategi og målsætninger.
Mange arbejdspladser har en kompetencestrategi, hvor det står beskrevet, hvordan man på kort og længere sigt ønsker at udvikle medarbejdernes kompetencer, så de matcher arbejdspladsens behov.
For dig personligt vil løbende udvikling af dine kompetencer dog også være relevant i forhold til, at du kan løfte dine opgaver i hverdagen og fortsætte med at levere god undervisning og vejledning. Derudover sikrer du, at du kan fastholde og udvikle dine kompetencer, hvilket har betydning for din værdi på arbejdsmarkedet og mulighed for karriereskift.
Hvis du ønsker kompetenceudvikling
Til en start kan du tale med din tillidsrepræsentant (TR) om, i hvilket forum og hvordan du bedst præsenterer dine ønsker til efter- og videreuddannelse.
På mange arbejdspladser vil der være mulighed for at snakke efter- og videreuddannelse til den årlige MUS-samtale.