Overenskomst - kommunal beskæftigelse

Resumé af overenskomst for beskæftigelsesområdet.

Løn

Din løn består af en grundløn med tillæg. Derudover skal der aftales lokale tillæg. Uddannelsesforbundets sekretariat eller din lokale tillidsrepræsentant kan fortælle om lokalt aftalte tillæg.

Arbejdstidsbestemte tillæg

Der er tillæg, når du arbejder mellem kl. 17-06 på hverdage, og hvis du har arbejde i weekender, på helligdage og Grundlovsdag efter kl. 12.00.

Arbejdstid

Arbejdstiden må ikke overstige gennemsnitlig 37 timer ugentligt. Der kan indgås flekstidsaftaler.

Opgørelse af din arbejdstid og overarbejde

Arbejdstiden for både fuldtids- og deltidsansatte opgøres hvert kvartal.

Overarbejde skal enten afspadseres i den følgende normperiode eller udbetales – i begge tilfælde med et tillæg på 50 procent for op til 35 timer pr. kvartal. Yderligere timer godtgøres med tillæg på 100 procent.

Lokale aftaler

Lokale løntillæg aftales mellem ledelsen og Uddannelsesforbundet eller din lokale tillidsrepræsentant. Der er mulighed for at indgå lokale aftaler om flekstid.

Ferie

Fem ugers ferie med løn + en sjette ferieuge. Du skal vælge, om du vil holde den sjette ferieuge med løn eller have den fulde uge eller nogle af dagene derfra udbetalt. Med virkning fra den 1. januar 2028 indgår den sjette ferieuge i den nye fritvalgsordning.

Ferietillæg

2,68 procent af den ferieberettigede løn. Ferietillægget skal du have udbetalt senest den 1. maj. Med virkning fra den 1. januar 2028 indgår tillægget i den nye fritvalgsordning.

Pension

17,3 procent af den pensionsgivende løn. Pensionsbidraget betales af din arbejdsgiver. Den 1. april 2027 forhøjes procenten til 17,45. 

Fritvalgstillæg

1,64 procent af den pensionsgivende løn. Tillægget bliver udbetalt som løn, men hvis du ønsker det, kan du i stedet bruge det til at forhøje dit pensionsbidrag. Med virkning fra den 1. januar 2028 indgår tillægget i den nye fritvalgsordning.

Fritvalgsordning

Med virkning fra den 1. januar 2028 har du en fritvalgsordning. Den består af en fritvalgslønkonto og et antal dage, hvor du har ret til at holde fri. Du har mindst fem fridage. Dertil kommer ret til seniordage fra det kalenderår, du fylder 60 år, eller en ekstra dag fri, hvis du hverken har ret til seniordage eller omsorgsdage. Fridagene er uden løn. 

Når du holder fri, kan du vælge, om du vil have udbetaling fra din fritvalgslønkonto, men du kan også vælge at få pengene indbetalt til pension eller få dem udbetalt på andre tidspunkter. Restbeløb udbetales med lønnen i januar måned det efterfølgende år. 

Seniordage

  • To dage i det kalenderår, du fylder 60 år.
  • Tre dage i det kalenderår, du fylder 61 år. 
  • Fire dage, når du fylder 62 år og i kalenderårene derefter. 

Barsel

For mødre: Fuld løn i 8 uger før forventet fødsel. Fuld løn under barsel i 10 + 10 + (8) uger. De sidste otte uger kan I som forældre fordele efter eget valg.

For fædre og medmødre: Fuld løn under barsel i 2 + 10 + (8) uger. De sidste otte uger kan I som forældre fordele efter eget valg.

Omsorgsdage

To dage pr. kalenderår pr. barn til og med det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år.

Børns sygdom

Du har som udgangspunkt ret til at passe dit syge barn på barnets første, anden og/eller tredje sygedag. Bliver du ringet hjem for at hente dit syge barn, har du ret til at passe det i de resterende arbejdstimer. Det er denne dag, der også bliver kaldt barnets nulte sygedag. 

Opsigelsesvarsler

Du kan opsige din stilling med en måneds varsel til udgangen af en måned.

Inden for de første fem måneders ansættelse kan din arbejdsgiver opsige dig med en måneds varsel til udgangen af en måned. Herefter er din arbejdsgivers opsigelsesvarsel tre måneder til udgangen af en måned. Dette opsigelsesvarsel forlænges med en måned for hver tre års ansættelse - dog maksimalt til seks måneder.

Fratrædelsesgodtgørelse

Bliver du opsagt, har du efter 12 og 17 års ansættelse ved fratrædelsen krav på henholdsvis en eller tre måneders fratrædelsesgodtgørelse.

Gruppeliv

Du er omfattet af en gruppelivsaftale med Forenede Gruppeliv. Det giver dig mulighed for udbetaling ved kritisk sygdom samt udbetaling til efterladte og børn under 24 år ved dødsfald. 

Overenskomstens løbetid

1. april 2026 - 31. marts 2029

Hent overenskomsten

Overenskomsten herunder er ikke den nyeste. Vi uploader, så snart vi har den. Du kan læse om ændringerne ved OK26 her.

Tjek dit lønniveau

Hvis du vil vide mere om lønniveauet, kan du tage tjekke siderne herunder: