Uddannelsesforbundets private OK23-forhandlinger begynder snart

Vi er klar til forhandlingerne om at forny de private overenskomster for medlemmer ansat på Dekra, UCplus, A2B, HKI, AMU Juul og Behandlingsskolerne. Det sker, når transportforliget er indgået på normallønsområdet.

Industriforliget er en minimallønsoverenskomst, hvor lønnen ikke fastlægges i overenskomsten, men i høj grad ved lokale forhandlinger mellem tillidsrepræsentanter og ledelsen på den enkelte virksomhed. Derfor er overenskomsten skruet sammen på en anden måde end for Uddannelsesforbundets medlemmer.

Kun en mindre del af lønnen forhandles lokalt

Langt størstedelen af lønnen i selve overenskomsterne for dig og de øvrige medlemmer af Uddannelsesforbundet bliver vedtaget ved et centralt forhandlingsbord. Din overenskomst er derfor typisk en normallønsoverenskomst.

I Uddannelsesforbundet kan vi først for alvor komme i gang med OK23-forhandlinger, når der er et forlig på normallønsområdet. Her er det første område som hovedregel transportforliget. Vi forventer at kunne begynde forhandlingerne i begyndelsen af marts og forhåbentligt have resultater klar i løbet af marts måned.

Afstemning om OK23-resultatet forventer vi sker i de første uger af april.

Langt hovedparten af Uddannelsesforbundets medlemmer får først fornyet deres overenskomst i 2024, hvor de offentligt ansatte skal i gang med forhandlingerne. Derefter forhandles en række mindre overenskomster for en gruppe privatansatte medlemmer, som er en anden end dem, der får fornyet deres overenskomster i år.

Du kan løbende følge forhandlingen af din overenskomst

Vi har lavet sider med alle OK-forhandlinger, som løbende vil blive opdateret.

  • OK23 – PRIVAT
  • OK24 – KOMMUNAL
  • OK24 – STAT
  • OK24 - PRIVAT