Uddannelsesforbundet: Digitalisering kan ikke erstatte fysisk undervisning

Jeg vil dog også gerne slå noget andet fast: Selvfølgelig dur digitale undervisningsmidler. Det samme gør bøger og det talte ord. Frem for alt dur mikset. Man spiser jo heller ikke fisk syv dage om ugen, fordi fisk er sundt.

Undervisning bygger på relationer

Og så til det lidt mere reflekterede: Lærernes undervisning og elevernes læring er en relationel proces.
Der sker en formel overførsel af viden, men der er i høj grad en nonverbal vurdering involveret. Hvem er eleven som person? Hvad i den sagte sætning reagerer hun på? Hvilke koblinger laver eleven? Hvem interagerer eleven godt og skidt med? Og hvorfor?

Men der sker så meget mere end blot overførsel af viden. Dels skal viden bearbejdes, dels skal eleven selv opdage nyt, og dels er der hele dannelsesprocessen.

Læreren har I alt dette en rolle som facilitator og motivator, og her er det afgørende at være tæt på eleven og i stand til at ”aflæse” elevens reaktioner og tanker.
Derfor er jeg helt enig med dem, der slår til lyd for, at undervisningen er en relationel proces og den fysiske undervisning ikke kan erstattes af digital undervisning.

Digital undervisning er ikke erstatning

Dermed ikke sagt, at digital undervisning ikke har en rolle. Selvfølgelig kan den digitale undervisning supplere de undervisningsmidler, der ellers er i spil, ud fra en konkret pædagogisk og didaktisk vurdering.
Vi har erfaringer med undervisning, der kan være svær at gennemføre som almindelig undervisning. Brugte man for eksempel ikke VR (Virtual Reality) i uddannelsen af flymekanikere, ville vi slet ikke uddanne dem i Danmark, for man kan altså ikke have et klassesæt Boeing 747 stående på skolen. Men de elever er på skolen og bruger teknologien i et samvær med andre elever. Relationerne er intakte.

Nogle kan profitere af fjernundervisning

Samtidig er der erfaringer, der viser, at nogle elevgrupper lærer bedre via fjernundervisning. Folk med social angst kan profitere af at sidde hjemme - uden fysisk kontakt med andre - og blive klogere.

De erfaringer har man også gjort sig i adskillige år på VUC og i oplysningsforbundene. Og det skal man selvfølgelig udnytte.

MEN vi skal vel ikke nøjes med at lade unge med social angst blive kloge unge med social angst – men stadig uden evne til at omgås andre? Vi skal vel også udover at lære dem noget fagligt, lære dem at komme ud i samfundet?

En god tilgang er, at lade dem starte digitalt. Lade dem få smag for undervisningen gennem fjernundervisning og sluse dem ind i fællesskabet ad denne vej; men de skal også hjælpes ud i den fælles verden, og det skal også ske via uddannelserne. De skal lære at turde relationerne. Derfor kan fjernundervisning heller ikke for denne gruppe stå alene.

Ikke alle unge er digitale unge

Det forlyder, at ungdommen er digital. Det er noget kodylt vrøvl! En del af ungdommen er digital. En anden del er totalt digitale analfabeter. Nogle unge tiltales af disse undervisningsmidler, andre skræmmes, og atter andre renoncerer. Alle elever lærer forskelligt, og der er ikke éen bedste undervisningsform. Det er derfor, lærerne er uddannet til at tage bestik af eleven, pensum og konteksten og på den baggrund tilrettelægge det for eleven bedste forløb. Lad os ikke negligere den viden, lærerne har gennem deres uddannelse og megen erfaring.

Lige adgang til ikke-digital undervisning

Men hvad med undervisningen til det såkaldte udkants Danmark?

Kan vi sikre mere uddannelse til hele landets befolkning, hvis vi gør den digital? Det kan vi muligvis. Men er det godt nok?

Skal folk uden for de større byer spises af med et digitalt brevkursus? Mener vi, at alle borger i Danmark skal have lige adgang til uddannelse? Eller er vi er i gang med at finde en lappeløsning på skolernes økonomiske problemer via en centralisering af uddannelsestilbuddene?

Hvis vi vil centralisere uddannelsestilbuddene, er det i høj grad en politisk beslutning. Det er efter min mening et valg, som skal tages åbent. Det er ikke en beslutning, der skal tages indirekte og under dække af en anprisning af de digitale fortræffeligheder.

Min mening er klar: Vi skal sikre – og betale det, det koster for – at alle borgere har adgang til uddannelse til og med ungdomsuddannelsesniveau i lokalområdet.

Og ja, det er klart, at vil man en særlig ungdomsuddannelse, så kan løsningen være skolehjem et andet sted i landet – fremfor en digital lappeløsning, fordi man boede et ubekvemt sted.

Digital kvalitet koster

Som nævnt i indledningen er spørgsmålet om værdien af digitalisering af undervisningen kompleks.

Ja, der er muligheder i også at anvende digitale undervisningsformer. Men digital undervisning kræver meget tilrettelæggelse, meget forberedelse og undervejs konstante overvejelser om både indsats og udbytte samt om valg af software og programmer. Dermed er det langt fra en billig løsning. Kvalitet koster – også her.

Der skal være en overordnet strategi på institutionen, som både ledelse og medarbejdere har ejerskab til. Isenkrammet og softwaren skal være i orden, og skal være indkøbt eller udviklet på baggrund af en analyse af de faglige og pædagogiske mål, det skal understøtte.

Der skal være respekt for, at den digitale undervisning kun er et supplement, og at lærerne står for vurderingen af, hvornår den giver mening.

Lærerne er allerede digitale

Fagene og pensum er forskellige – lige som eleverne er det – og hvis det skal give mening, så skal den digitale undervisning kun bruges der, hvor det forbedrer elevernes udbytte af undervisningen.

Vi vil fra lærernes side meget gerne diskutere om og for hvem øget brug af digital undervisning giver mening og sparre om hvilke forudsætninger, der skal være opfyldt, for at det giver mening.

Inden da vil jeg blot stilfærdigt understrege, at lærerne allerede i stor stil er digitale i deres undervisning. De er bare også så meget andet. Og det er det mix, vi skal beholde, så lærerne tilrettelægger den bedste undervisning med respekt for elevernes, fagenes og den samlede undervisningsopgaves forskellighed.