Store bededag-loven giver flashback til indgrebet ved OK13

Det er ikke bare frækt, men også dumt, når regeringen ignorerer, at det er fagforbund og arbejdsgiverorganisationer, der aftaler vilkår og løn i Danmark. Lovindgrebet om store bededag fremkalder dårlige minder, skriver formand Hanne Pontoppidan i dette indlæg.

Kontaktperson

Jeg er  vred! Regeringens lovforslag om at fjerne store bededag som helligdag er et direkte indgreb i overenskomsterne og helt grundlæggende en gentagelse af det, de gjorde i 2013.

I Danmark har vi et meget velfungerende arbejdsmarked med meget få konflikter. Baggrunden er, at arbejdsmarkedets parter med to-tre års mellemrum aftaler, hvilke vilkår der skal gælde for blandt andet løn og arbejdstid, og at arbejdskonflikter dermed alene kan finde sted ved overenskomstfornyelser.

Vi er her enige om, at overenskomstvilkårene suverænt er et anliggende mellem arbejdsgiverne og lønmodtagernes organisationer. Derfor har den danske stat da også i januar anlagt et søgsmål for at få annulleret EU’s mindstelønsdirektiv. Som beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger i pressemeddelelsen “er der tale om lovgivning uden fortilfælde, hvilket gør det til en helt principiel sag”.

Samtidig med dette annullationssøgsmål har regeringen dog valgt at fremsætte et lovforslag om at gøre store bededag til en hverdag. Dermed vil de med et trylleslag fjerne alle helligdagstillæg for arbejde denne dag, hæve den årlige arbejdsbyrde med 7,4 time og relativt nedsætte de sociale ydelser, da disse ikke reguleres med det tillæg, lønmodtagerne kompenseres med. Det fremgår da også eksplicit af lovforslaget, at disse ting er direkte indgreb i overenskomsterne. Og som et lille kuriosum hedder lovforslaget L-13…

For mange i Uddannelsesforbundet vil et lovindgreb i overenskomsterne minde om et andet 13-tal – nemlig overgrebet ved OK13.

Dengang – som nu – er det politikerne i staten, der mangler penge. Dengang – som nu – finder de pengene ved ensidigt at ændre i overenskomster via lovgivningen. Forskellen er, at dengang skete det under dække af en overenskomstforhandling. Denne gang bekender politikerne kulør og griber direkte til lovgivning om noget, man simpelthen skal holde fingrene fra.

I Danmark er det overenskomstparterne, der fastlægger løn- og arbejdsvilkår, og Folketinget griber kun ind, hvis parterne ikke kan opnå enighed. Når det en sjælden gang sker, er det via et lovforslag, der tager sit udgangspunkt i forligsmandens mæglingsskitse – altså noget, parterne har været involveret i og som tilgodeser begge parter. Eneste undtagelse so far er OK13 og Lov 409. Og så nu Lovforslag 13 om store bededag. 

Med disse lovindgreb ændrer regeringen grundlæggende spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Det er simpelthen ikke i orden! 

Regeringen mangler for tiden penge til forsvaret. I 2013 manglede de penge til en eud-reform og en folkeskolereform. Hvad mangler regeringen penge til næste gang, som den skal finde penge til i overenskomsterne?