Unge lytter og lader sig inspirere af andre unge. Det er filosofien bag kampagnen ”Vejen til erhvervsuddannelserne”, der har til formål at udbrede viden om de mange forskellige erhvervsuddannelser til de ældste elever i grundskolen.
Det er Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO), der står bag kampagnen. Organisationen sender et korps af nuværende EUD- og EUX-elever rundt til elever i 7.-10. klasserne på folkeskoler, friskoler og efterskoler, hvor de fortæller om deres egne erfaringer, og hvilke muligheder EUD og EUX giver.
Nyt hold skal trænesEt nyt hold af rollemodeller skal trænes den 5.-7. februar. Holdet forventes at skulle sendes på skolebesøg umiddelbart efter træningen.
I træningsweekenden arbejder EEO med rollemodellerne, så de:
- kan være med til at udbrede kendskabet til deres fag og andre erhvervsuddannelser
- kan sætte ord på deres faglige stolthed
- kan holde oplæg og gå i dialog med andre unge.
”Vejen til erhvervsuddannelserne” begyndte i det små i 2016 og har siden udvidet aktiviteterne. Det er organisationens håb, at lærerne også vil støtte projektet ved at prikke til potentielle rollemodeller blandt deres elever.
Inden den endelige udvælgelse af det nye hold rollemodeller skal kandidaterne blandt andet til gennemføre en samtale, hvor der tales om gensidige forventninger.