Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen indgik torsdag aften en trepartsaftale, der afsætter 5,4 milliarder kroner til at sikre lærlinge og elever en praktikplads på trods af corona-krisen.
Med aftalen får arbejdsgivere bedre mulighed for at ansætte nye lærlinge og fastholde lærlinge i aftaler, de allerede har indgået. Virksomhederne vil nemlig i højere grad blive kompenseret – dels for at have lærlinge, dels for at sende lærlinge i skole.
Desuden er skoleelever med aftalen sikret større adgang til skolepraktik end tidligere, hvis de skulle være så uheldige ikke at kunne få en praktikplads.
Virksomheder kompenseresAftalen betyder, at private virksomhederne resten af året får 75 procent i lønkompensation, for de elever og lærlinge, der allerede har en igangværende uddannelsesaftale.
Hvis de ansætter nye lærlinge og elever i hele uddannelsesforløb, får de 90 procent i lønkompensation, og hvis de ansætter lærlinge og elever i korte uddannelsesaftaler, får de 45 procent i lønkompensation.
Pengene til aftalen tages fra overskudsmidler ved Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag – også kaldet AUB-ordningen.