Denne nyhed er opdateret den 9. januar 2026 efter afklaring fra Børne- og Undervisningsministeriet omkring kommunernes FGU-taxameter.
Med Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (EPX) blev det besluttet at afskaffe 10. klasse fra 2030. Det blev også besluttet at give unge, der ikke har bestået 9. klasses afgangseksamen, eller som er faldet fra en ungdomsuddannelse, retskrav på et 10. skoleår på FGU. Aftalen definerede også, at elever i specialundervisningen kan tage 9. klasse over to år.
Siden har Uddannelsesforbundet haft fokus på særligt to ting angående det 10. skoleår: For det første, at eleverne med retskrav til et 10. skoleår på FGU får samme mulighed som andre for at kunne trække taxameter til yderligere to år på FGU efter det 10. skoleår. For det andet, at eleverne i ungdomsskolens heltidsundervisning på samme vis som eleverne i specialundervisningen får mulighed for at tage 9. klasse over to år.
- Jeg hæfter mig desværre ved, at der i delaftalen endnu ikke er fundet en løsning for eleverne i heltidsundervisningen. Der er ikke noget fagligt og pædagogisk argument for, at de ikke bør have de samme muligheder som eleverne i specialundervisningen, lyder det fra Hanne Pontoppidan.
- Jeg kan nu også konstatere, at der ikke er ekstra tid på FGU for de elever, der får et retskrav. Deres træk på taxameteret starter, når de begynder på FGU – uanset om det er som målgruppevurderet eller via retskravet. Det betyder desværre, at de elever, der har det allersværest, og som før både brugte et år på 10. klasse og på FGU, fremover kun kan udløse taxameter i de to år, der allerede gælder i dag på FGU. Så selvom det er rigtigt godt, at en del af de unge får et retskrav, så dur det altså ikke, at man her reelt fodrer hunden med sin egen hale. Det er afgørende, at de unge får lang nok tid på FGU til, at de reelt har de kompetencer og den afklarethed, der skal til, for at de kan klare sig videre på EPX eller EUD, uddyber formanden.
I EPX-aftalen blev det aftalt, at elever, der i grundskolen går i et specialundervisningstilbud, i det fremtidige ungdomsuddannelseslandskab skal have mulighed for at tage 9. klasse og prøverne i 9. klasse over to år i en specialklasse eller på en specialskole. Det skal folkeskoleforligskredsen behandle i et senere forløb.
Uddannelsesforbundet har, siden EPX-aftalen landede, gjort politikerne opmærksomme på, at også elever i ungdomsskolens heltidsundervisning skal have den mulighed. Men det er ikke kommet med i den nye delaftale. Og det er der, ifølge Uddannelsesforbundets formand, en teknisk forklaring på:
"Det er ikke et lukket kapitel, så vi vil kæmpe videre for, at der bliver fundet en løsning, så også elever i ungdomsskolens heltidsundervisning får mulighed for at tage 9. klasse over to år. "
- Jeg oplever faktisk, at politikerne er meget lydhøre over for det, vi har problematiseret omkring heltidsundervisningen. Men jeg får at vide, at der er noget teknisk lovgivningsmæssigt, der spænder ben for en løsning. Det er brandærgerligt, hvis det skal være jura, der spænder ben for sund fornuft her.
Formanden har dog ikke mistet modet:
- Det er ikke et lukket kapitel, så vi vil til sidste sekund kæmpe videre for, at der bliver fundet en løsning, så også elever i ungdomsskolens heltidsundervisning får mulighed for at tage 9. klasse over to år.
Med EPX-aftalen blev det klart, at elever, der ikke består folkeskolens afgangseksamen, får et retskrav på opstart på FGU i skoleåret efter 9. klasse.
Elever, der falder fra et uddannelsestilbud i løbet af skoleåret efter afsluttet 9. klasse, vil også have ret til at starte på FGU. Disse elevgrupper får mulighed for et FGU-forløb frem til afslutningen af skoleåret umiddelbart efter 9. klasse.
Siden EPX-aftalen har det imidlertid været uklart, om eleverne med retskrav på FGU-forløb i det 10. skoleår ville bruge af de to år, som kommunen kan få taxameter for, når de sender en elev på FGU. I dag er reglerne nemlig sådan, at det taxameter, kommunerne modtager for at finansiere elevernes FGU-forløb, udløber, når eleven har været på FGU i to år. Det betyder i praksis, at det bliver en dyr løsning for kommunerne at forlænge elevernes FGU-tid ud over to år.
"Den pædagogik og didaktik, eleverne møder på FGU, er helt afgørende for deres muligheder fremadrettet, så kommunernes økonomi bør ikke kunne spænde ben for, at de kan få den nødvendige tid på FGU. "
Det har derfor været vigtigt for Uddannelsesforbundet, at elever med retskrav på et 10. skoleår på FGU ikke bruger af det taxameter, der følger dem, så de fortsat har lige så gode muligheder for et FGU-forløb efterfølgende, hvis de har behov for det.
Uddannelsesforbundet har efter dialog med Børne- og Undervisningsministeriet fået præciseret, at det nye 10. skoleår tæller med i den toårige taxameterdækning for elever med retskrav FGU. De 140 millioner kroner, som aftalen afsætter varigt til retskravet på FGU, dækker altså ikke, at de unge kan udløse taxameter ud over de to år, der hele tiden har været gældende.
- Det var ikke til at læse ud af aftalen, men det har vi nu fået uddybet af ministeret, og det var desværre ikke det, vi havde håbet, lyder det fra formanden, som fortsætter:
- Vi ved, at den pædagogik og didaktik, eleverne møder på FGU, er helt afgørende for deres muligheder fremadrettet, så kommunernes økonomi bør ikke kunne spænde ben for, at de kan få den nødvendige tid på FGU.
Delaftalen udmønter den del af EPX-aftalen, der omhandler skoleåret efter 9. klasse, og er den tredje delaftale i rækken.
Den indeholder blandt andet: