Er de 43.000 unge uden uddannelse og job bedre hjulpet med at blive sendt direkte ud på arbejdsmarkedet? Det tyder en ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet på, og det samme gør udtalelser fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i forbindelse med rapporten:
"Uddannelse har altid været svaret, når vi skulle hjælpe unge ledige (…). Det er vi nødt til at tænke anderledes", siger hun til Politiken og også, at hun bliver mere og mere overbevist om, ”at selv ganske få timers arbejde gør en forskel”. Hun efterlyser derfor et opgør med de sidste ti års indsats på ungeområdet.
Rapporten "Status på arbejdsmarkedet" fra Beskæftigelsesministeriet viser overordnet, at det stadig går godt med beskæftigelsen, og at der mangler arbejdskraft. Men en væsentlig del af rapporten er en grundig kortlægning af, hvem de 43.000 unge mellem 15-24 år, der ikke er i uddannelse eller job, er.
De har flere forskellige udfordringer. Næsten halvdelen af de unge i gruppen – 43 procent – har en psykisk diagnose. 29 procent har gået i specialtilbud i 9. klasse, og 15 procent har været anbragt uden for hjemmet, fremgår det blandt andet. Men rapporten viser også, at dem fra gruppen, som er delvist beskæftiget i op til 18 timer om ugen, er næsten lige så meget i arbejde ti år efter som den brede ungdomsgruppe.
Det er denne del, som Ane Halsboe-Jørgensen blandt andet kommer med sine overvejelser ud fra. Selv om det tager tid at finde den store løsning for disse unge, er hun ikke selv i tvivl om, at noget af den handler om at få de unge i arbejde. Det vil sige direkte i arbejde uden en ”lang besværlig omvej i uddannelsessystemet”, som hun forklarer i Politiken.
Her mener Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, dog, at der er behov for en nuancering.
Hun er glad for, at der nu foreligger en grundig og dybdegående undersøgelse af de unge, som ikke får offentlig forsørgelse, så vi – med hendes ord – ikke blot taler ud fra ”synsninger og oplevelser”. Gruppen er ret stor – cirka 17.000 unge – og selv om deres udsigter til at være i uddannelse eller job efter ti år er bedre end gruppen af offentligt forsørgede unge, er det stadig kun halvdelen, der kommer det:
- Vi ved alt for lidt om denne gruppe, og vi får ikke givet dem et tilbud. Jeg mener, vi med succes kunne sætte ind her, siger hun og peger på, at hvis man fik kontakten til dem, kunne man måske bedre motivere dem til at gå i gang med et forberedende tilbud.
Derudover er tallene fra en tid med højkonjunktur på arbejdsmarkedet. Men hvad hvis udviklingen vender, og vi får lavkonjunktur?
- Her må vi formode, at unge, der kommer fra gruppen og ikke har en ungdomsuddannelse, er nogle af de første, der blive skubbet ud af arbejdsmarkedet. Derfor vil man stille de unge bedre ved at sikre, at de får noget uddannelse at komme videre på, siger hun.
- Og for dem, der ikke er klar til en ungdomsuddannelse, kan man med fordel se på, om ikke Erhvervsgrunduddannelsen (Egu) er en vej – eller alternativt se på job med en form for uddannelsesperspektiv.
Her kan du læse hele rapporten
Rapporten viser også, at det er de ældre unge, der som 18-25-årige har en tilknytning til arbejdsmarkedet, som klarer sig bedst efter ti år.
- Men man skal være meget opmærksom på, at det nok er den mest velfungerende del af ungegruppen, der i dag har disse jobs, og at de måske ville klare sig under alle omstændigheder. Her synes jeg, at ministeren misser denne pointe og ser sig blind på, at kun jobs er vejen.
Samlet set er Hanne Pontoppidans konklusion, at en meget stor del af ungegruppen mellem 18 og 25 år burde have gavn af et FGU-tilbud i kortere eller længere tid.
- Jeg mener, det ville hjælpe dem videre i uddannelse eller job, der holder – også på lang sigt, siger hun.
