Over halvdelen af skolerne og uddannelsesstederne med statslige overenskomst får først implementeret en ny arbejdstidsaftale fuldt og helt i august 2022. Alligevel er der fuld gang i introduktionen af den nye aftale.
En rundspørge blandt TR’ere og foreningsformænd på de statslige arbejdspladser med Uddannelsesforbundets medlemmer viser, at normperioden nogle steder følger kalenderåret og andre steder skoleåret med begyndelse i august. Få skoler har en helt tredje placering af deres normperiode.
Derfor kommer medlemmerne af Uddannelsesforbundet til at opleve, at de ikke får indført en ny arbejdstidsaftale samtidig. Der kan også være forskelle inden for samme skoleform, på grund af at normperioden er tilrettelagt forskelligt.
Tre tidspunkter i stat og kommune
På de kommunale arbejdspladser som ungdomsskoler og kommunale sprogcentre træder en arbejdstidsaftale i kraft på det største antal skoler til august 2021. De resterende sprogcentre kan først smide Lov 409 væk fra 1. januar 2022.
På erhvervsskoler og AMU-området træder arbejdstidsaftalen i kraft 1. januar 2022 på lige over 50 procent af skolerne. De øvrige skal først implementere en aftale, som træder i kraft til august 2022.
På FGU er det et der derimod kun omkring 20 procent af skolerne, der træder i kraft ved årsskiftet. Mens 80 procent først skal have en arbejdstidsaftale klar til august 2022.
På VUC er der tre institutioner, som vil være klar til januar 2022. De resterende VUC’ere skal først være klar til at tage aftalen i brug i august næste år.
Opmærksomhed før der indgås aftale
- Det er vigtigt, at aftalen foldes ud i det aftalte samarbejdsspor, før der for eksempel indgås aftaler om at gøre tingene anderledes på skolen, siger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, som en reaktion på, at tillidsrepræsentanter på nogle skoler allerede nu inviteres til forhandlinger om at fravige elementer eller indgå nye lokalaftaler.
- Tøv en kende, og få aftalen til at virke, før den fraviges ved aftale. Find værdien i aftalens mange elementer, før de sættes til forhandling, siger Hanne Pontoppidan.
Ved tvivlsspørgsmål er det vigtigt, at foreningsformand eller tillidsrepræsentant kontakter Uddannelsesforbundet.
Der forhandles fortsat med en række private daghøjskoler, oplysningsforbund og sprogcentre om en ny overenskomst for de privatansatte medlemmer af Uddannelsesforbundet. Forhandlingerne forlænges blandt andet af, at den tidligere arbejdsgiverorganisation FOAS har opløst sig selv, og Uddannelsesforbundet derfor både forhandler med en gruppe af institutioner, som er blevet meldt ind i Dansk Erhverv, og senere skal forhandle med enkeltstående institutioner.