Fristen nærmer sig. Husk at få valgt delegerede og suppleanter til kongressen

Er du tillidsrepræsentant i en forening, så vær opmærksom på, at der den 3. oktober er frist for at vælge delegerede og suppleanter til Uddannelsesforbundets kongres den 14.-15. november.
delegerede til kongres
Delegerede til Uddannelsesforbundets kongres i 2023. Foto: Mette Ovgaard

Her får du et overblik over, hvad I skal gøre i foreningen – og de vigtigste frister.

Det vigtigste først: Senest 3. oktober skal I anmelde jeres delegerede og suppleanter

Lørdag den 3. oktober er sidste frist for at anmelde foreningens delegerede og suppleanter til sekretariatet.

Hvis I overskrider fristen, mister foreningen sine delegerede, som i stedet bliver fordelt til andre foreninger efter reglerne i vedtægterne.

Vi oplever desværre ved hver kongres, at enkelte foreninger får anmeldt deres delegerede for sent. Så sæt gerne fristen i kalenderen allerede nu.

Brug skemaet her til anmeldelse af delegerede og suppleanter

Hold et møde, hvor I vælger delegerede

Foreningen skal holde en generalforsamling – ordinær eller ekstraordinær – eller et medlemsmøde, hvor I vælger delegerede og suppleanter og behandler emner til kongressen.

På oversigten over foreningernes delegeretfordeling kan I se:

  • Hvor mange delegerede jeres forening har.
  • Hvilket kø-nummer I har til at overtage delegerede fra andre foreninger.

Hent oversigten her

Mødet er samtidig medlemmernes mulighed for at drøfte kongressens emner og fortælle de delegerede, hvilke synspunkter de gerne vil have med til kongressen.

I kan finde de formelle regler for valget i bilaget til vedtægterne om delegeretvalg.

Hent bilaget her

Vælg gerne mindst 2-3 suppleanter

Det er vigtigt, at I ikke kun vælger suppleanter nok til at dække eventuelle afbud fra jeres egne delegerede.

Ved tidligere kongresser har foreninger, der ikke deltager, stået for op mod 40 procent af foreningernes delegerede. De pladser bliver overdraget til foreninger, der deltager. Derfor kan jeres suppleanter få mulighed for at deltage, selv om jeres egne delegerede ikke melder afbud.

Vi anbefaler derfor, at hver forening vælger mindst 2-3 suppleanter.

Når I vælger delegerede og suppleanter, skal I være opmærksomme på:

  • Har foreningen 1 delegeret, er formanden født delegeret, og næstformanden er født 1. suppleant.
  • Har foreningen 2-3 delegerede, er formanden og næstformanden fødte delegerede.

Bed suppleanterne om at reservere kongresweekenden

Gør suppleanterne opmærksomme på, at de kan blive indkaldt med kort varsel.

Først efter anmeldelsesfristen den 3. oktober kan sekretariatet begynde at fordele pladser fra foreninger, der ikke har anmeldt delegerede. Derefter kan suppleanter blive indkaldt til at overtage de ledige pladser.

Der kan desuden komme afbud helt frem til kongressen. Erfaringen viser derfor, at suppleanter i nogle tilfælde bliver indkaldt få dage før kongressen.

I videoen herunder opfordrer Hanne Pontoppidan medlemmerne til at søge indflydelse på valgmøderne

Nyheden fortsætter under videoen

Kongressen finder sted 14.-15. november

Kan I ikke deltage? Så tag stilling til, hvem der skal have jeres pladser – senest den 3. oktober

Hvis jeres forening ikke deltager på kongressen, kan I selv beslutte, hvilken anden forening eller sektion jeres delegerede skal overdrages til.

Beslutningen skal træffes på en generalforsamling eller et medlemsmøde. Her kan I også beslutte at give bestyrelsen mandat til at vælge, hvem pladserne skal overdrages til.

Sekretariatet skal have besked senest den 3. oktober.

Hvis I ikke giver besked senest ved fristen, bliver jeres delegerede fordelt til andre foreninger efter reglerne i bilaget til vedtægterne.

Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte konsulent Stig Borberg på sbo@uddannelsesforbundet.dk eller tlf. 61 62 07 04.