Artiklen er opdateret den 3. marts med seneste nyt om, hvordan valget påvirker overenskomstforhandlingerne.
Uddannelsesforbundets forhandlingsafdeling havde kalenderen pakket med OK26-forhandlingsmøder.
Men med ét kom en politisk kæp i hjulet på planerne, da statsminister Mette Frederiksen den 26. februar gik på Folketingets talerstol og udskrev folketingsvalg til afholdelse den 24. marts.
Siden valget blev annonceret, har vi været i dialog med arbejdsgiverne om, hvad de kan og må gøre under valgkampen. Herunder kan du læse, hvordan fornyelsen af din overenskomst bliver påvirket.
Forhandlinger om overenskomstfornyelser foregår mellem fagforeninger og arbejdsgivere, men da Finansministeriet er arbejdsgiverpart ved de statslige forhandlinger, kan vi ikke komme i mål med OK26, før en ny regering er på plads.
Det skyldes, at et ministerium kun må fungere som et forretningsministerium under en valgkamp og regeringsdannelse, og derfor ikke må tage beslutninger, der binder en kommende regering.
Der var indgået en aftale om de generelle vilkår på det statslige område. Dermed er det kun organisationsforhandlingerne om de specielle vilkår, der mangler. Vi forventer at genoptage disse forhandlinger med arbejdsgiverne, så snart valget er overstået, og en ny regering er dannet.
Vi vil derfor tidligst kunne præsentere en ny aftale i løbet af april eller maj måned. Når en endelig aftale er klar, får du som medlem mulighed for at stemme om resultatet ved en urafstemning. Vi kan endnu ikke sige, hvornår den kommer til at ligge, men det er sandsynligt, at det bliver i løbet af maj eller juni måned.
I kommunerne er KL arbejdsgiverpart, og derfor er disse ikke påvirket af valgudskrivelsen. Vi kan fortsætte de specielle forhandlinger, som er den sidste brik, der mangler, før vi kan præsentere en endelig aftale.
Der er ikke sat en slutdato på disse forhandlinger, men vi forventer at have et samlet resultat klar i løbet af marts. Når forhandlingerne er afsluttet, indkalder vi til medlemsmøder, hvor du kan høre mere om resultatet og urafstemningen, hvor du og dine kolleger skal stemme om resultatet.
Uddannelsesforbundet skal også forny en række private overenskomster i år. Normalt går disse forhandlinger i gang, når de offentlige overenskomster er godkendte. Det vil sige i løbet af forsommeren. Tidsplanen kan blive skubbet, nu hvor de statslige forhandlinger kommer senere i mål på grund af valget.
Det er ikke kun overenskomstforhandlingerne, der kan blive ramt af valget. Det får også indflydelse på tidsplanen for arbejdet med at få den kommende professions- og erhvervsrettede gymnasieuddannelse EPX på plads.
Forligspartierne bag aftalen om EPX (regeringen, Dansk Folkeparti og SF) stod på tærsklen til forhandlinger om den del af aftalen, der handlede om indholdet på den nye uddannelse. Disse forhandlinger bliver ikke til noget, så længe valgkampen kører.
Om det får konsekvenser for EPX er svært at spå om, for et valg kan vende op og ned på mange ting:
Politiske aftaler, som for eksempel aftalen om EPX, er ikke juridisk bindende, før de er vedtaget ved lov. Derfor kan vi ikke forudse, hvad valget vil betyde for EPX. Men forventningen vil være, at aftalepartierne også efter et valg vil støtte op om aftalen.
Lovgivning, der allerede er vedtaget, består på trods af et folketingsvalg. Det gælder for eksempel den fødevarecheck, som regeringen nåede at få færdigbehandlet, lige inden statsministeren udskrev valget.
I perioden fra valgudskrivelsen og frem til, at en ny regering er på plads, fungerer den siddende regering som forretningsministerium. Det betyder, at den som udgangspunkt kun håndterer strengt nødvendige sager, og at den som tidligere nævnt ikke kan tage beslutninger, der binder en kommende regering.